Hele 13 ud af 17 lande i eurozonen brød reglerne for det økonomiske samarbejde og havde i andet kvartal en gæld på over 60 procent af nationalproduktet. Blandt de øvrige 11 EU-lande uden for eurozonen var det kun Storbritannien og Ungarn, der havde en gæld på over 60 procent af BNP.
En ny opgørelse fra Eurostat viser dermed igen, at landene i eurozonen ser stort på de regler, de selv har vedtaget for deres monetære samarbejde. Den tyske kansler kræver, som omtalt på fagligt.eu i går, at der bliver en strammere styring af de enkelte eurolandes budgetter. Opgørelsen fra Eurostat viser imidlertid, at også Tyskland bryder reglen for gæld, men har nedbragt gælden kvartal for kvartal. Den var dog i andet kvartal stadig på 79,8 procent af det tyske BNP.
Mens Danmark og Letland uden for eurozonen også har bragt gælden ned, og ingen af dem er i nærheden af grænsen på 60 procent, er det kun Tyskland, hvor udviklingen går i den rigtige retning i eurozonen. Østrig fik gælden ned fra 75,7 procent af BNP i andet kvartal 2012 til 71,1 procent året efter, men i euro er der tale om en øget gæld.
Lande med en gæld på over 100 procent af BNP ligger alle i eurozonen. Den græske gæld nåede op på 169,1 procent af BNP, den italienske på 133,3 procent og den portugisiske på 131,3 procent af det portugisiske nationalprodukt. Dertil kommer, at både Irland og Belgien også har en gæld på mere en 100 procent af nationalproduktet.
For Grækenland gælder, at alene lånene udgør 124,8 procent af det græske nationalprodukt og for Portugal er det 53,9 procent. Til sammenligning udgør lånene til Danmark kun 4,6 procent af det danske BNP.
Krisen i EU understreges af, at landenes gæld voksede kraftigt i andet kvartal. I slutningen af halvåret udgjorde den 86,8 procent af det samlede BNP mod 84,7 procent ved kvartalets start. Det er eurozonen, der er årsag til hovedparten af stigningen. De 17 landes gæld steg fra 89,9 procent af zonens BNP til 93,4 procent.
Kilde: fagligt.eu