De beskytter Danmarks øverste folkevalgte, sørger for at dagligdagen på Christiansborg forløber så gnidningsfrit som muligt og lærer nye generationer og alment interesserede om det danske folkestyre. Folketingets næsten 80 betjente udfører mange og meget forskelligartede opgaver men har indtil videre kun fået lidt og meget ad-hoc-præget uddannelse.
Det bliver der gjort op med nu. Fremover skal alle betjente på kurser i bl.a. selvforsvar, konflikthåndtering, sikkerhedsscanning af gæster, serviceengelsk, radiokommunikation og meget mere. Tillidsrepræsentant for Folketingets betjente, Jannick Thygesen, er meget tilfreds med det nye uddannelsesforløb og især med de individuelle uddannelsesplaner, som hver medarbejder får udarbejdet.
”Før var der ingen systematisk uddannelse af betjentene. Der blev lavet udmærkede kurser i eksempelvis førstehjælp, brandslukning og røgdykning, men de indgik ikke i en samlet plan. Nu laver vi en fælles grunduddannelse af høj kvalitet, og alle betjente får en individuel uddannelsesplan. I uddannelsesplanen kan man følge med i, hvilke kurser man har gennemført, hvilke man mangler, og hvornår de næste bliver afholdt,” fortæller han.
Anerkendelse gennem uddannelse
Med uddannelsesforløbet ønsker ledelsen at signalere, at den sætter pris på betjentenes arbejde og ønsker at investere i dem. Personalekonsulent Martin Andersen fortæller, at kommunikationen mellem ledelse og medarbejdere for nogle år siden var inde i en negativ spiral, hvor betjentene følte, at de ikke fik nok anerkendelse for at løse en voksende opgaveportefølje. Det har derfor været vigtigt for ledelsen, at betjentenes bidrag anerkendes, og at den nye uddannelse øger betjentenes glæde og stolthed ved arbejdet.

”Med uddannelsesforløbet vil vi gerne opnå, at betjentene oplever, at der er ofret tid og kræfter på dem. At de får nogle kvalifikationer, der både gør dem værdifulde for Folketinget – men som også gør dem værdifulde for andre arbejdspladser, hvis de på et tidspunkt skifter. Det er derfor vigtigt, at de nu får dokumentation for deres kvalifikationer og uddannelse,” forklarer Martin Andersen.
Det har ikke været muligt at få oprettet en egentlig uddannelse for betjente i staten, så det nye uddannelsesforløb bliver foreløbigt sammensat af AMU-kurser og kurser fra private udbydere – eksempelvis et kursus i sikkerhedsscanning i samarbejde med Københavns Lufthavn.
”Når en betjent har fuldført alle kurserne, får han en attest underskrevet af Folketingets direktør. Det er det nærmeste, vi lige nu kommer på et officielt uddannelsesbevis. Så har man det og de forskellige kursusbeviser som dokumentation for sin uddannelse,” siger Martin Andersen.

Øget fleksibilitet
Folketingets betjente er opdelt i to enheder: Sikkerhed og Service. Opdelingen bliver bevaret, men med den nye grunduddannelse vil betjente i Serviceenheden kunne aflaste betjentene i Sikkerhedsenheden og omvendt.
Fra 1. oktober står betjentene også for udesikringen af Christiansborg. En opgave, som de kun kan løfte, fordi Serviceenheden nu bliver oplært i scanning og udvendig sikring, siger Jannick Thygesen.
”Fremover vil de to enheder kunne hjælpe hinanden meget mere. I begyndelsen bliver det nok mest Serviceenheden, der skal hjælpe Sikkerhedsenheden, fordi der er kommet mange flere sikkerhedsopgaver. En af grundene til, at ledelsen har valgt at investere i uddannelsen, er selvfølgelig, at de ønsker et mere fleksibelt betjentkorps, så vi lettere kan aflaste hinanden, når nu der kommer flere opgaver,” siger Jannick Thygesen.
De første kurser i det nye uddannelsesforløb er netop blevet afholdt og har ifølge Jannick Thygesen været en ”kæmpe succes”. Modsat tidligere har betjente fra begge enheder deltaget i samme kursus. De fælles kurser gavner samarbejdet mellem enhederne, siger han.
”Når man er på kursus med nogle fra den anden enhed, lærer man også hinanden og hinandens arbejdsopgaver bedre at kende – man udveksler ideer og erfaringer. Fremover hjælper man så hinanden mere på tværs af enhederne. Man tænker ikke længere ’De der fra Sikkerhedsenheden, de er da lidt hårde i filten’,” siger han og griner.
Finansieres uden nye midler
Indtil videre er det lykkedes at finansiere det nye uddannelsesforløb inden for det eksisterende budget for betjentenes efteruddannelse sammen med ekstra midler fra den centrale pulje til efteruddannelse af Folketingets medarbejdere. Men Martin Andersen regner med, at der med tiden nok bliver brug for lidt ekstra finansiering. Pengene er dog godt givet ud, mener han.
”Jeg synes, der er meget perspektiv i at lave et sammenhængende uddannelsesforløb i stedet for blot at drysse enkelte usammenhængende kurser ud over medarbejderne. Derfor regner vi også med at bruge den samme uddannelsesmodel på andre personalegrupper i huset. Men modellen er på nuværende tidspunkt meget ny – vi asfalterer, mens vi kører”, siger Martin Andersen.