Lønomkostningerne stiger i både EU og eurozonen i sneglefart. Både i eurozonen og hele EU gik lønomkostningerne i vejret med 0,9 procent i 2. kvartal mod 1,7% i 1. kvartal. I begge områder stiger især de indirekte lønomkostninger i et historisk lavt tempo. I eurozonen steg arbejdsgivernes indirekte lønomkostninger kun med 0,1 procent i andet kvartal på årsbasis.
Inden for byggeriet er der tegn på, at håndværkere fra lavtlønslande presser lønninger. I både Danmark, Storbritannien og Frankrig faldt arbejdsgivernes lønomkostninger i andet kvartal, og i Tyskland var der stigningen på 0,0 procent. Netop i de fire lande er der debat om, hvorvidt udenlandsk arbejdskraft presser arbejdsmarkederne.
Eurostats ny opgørelse viser, at krisen er slået igennem på arbejdsmarkederne og har ført til lave lønstigninger under forsøgene på at få økonomien genoprettet. I kriselande falder både de direkte lønudbetalinger og de indirekte omkostninger for arbejdsgiverne som blandt andet sociale afgifter. Det er tilfældet både i Slovenien, hvor både de direkte og indirekte lønomkostninger faldt med 5,9 procent i andet kvartal, og på Cypern, hvor de direkte lønomkostninger faldt med 4,6 procent og de indirekte med 4,3 procent. I Ungarn var faldet på 0,6 procent på begge områder, mens de direkte lønomkostninger i Spanien faldt med 0,6 procent, mens arbejdsgiverne måtte betale 0,8 % mere til de forskellige sociale kasser.
Der er ikke nye tal for Grækenland, men i første kvartal faldt lønningerne med 10,1 procent på årsbasis.
Tegn på mangel på arbejdskraft i baltiske lande
Det er først og fremmest i de baltiske lande med lave lønomkostninger, arbejdsgiverne må betale mere for arbejdskraften. I eurolandet Estland steg de direkte lønomkostninger med 7,7 procent, mens arbejdsgiverne måtte bidrage med ekstra 7,0 procent i indirekte lønomkostninger. I Litauen var stigningerne på hhv. 6,0 procent og 8,0 procent, mens de var på 4,3 og 4,1 procent i Letland.
I Tyskland tog farten i lønomkostningerne af og kom ned på 1,8 procent mod 3,7 procent i første kvartal og over tre procent i alle kvartaler siden andet kvartal sidste år.
I Frankrig er arbejdsgivernes indirekte lønomkostninger faldet under den socialistiske regering, men netop afgifterne er noget af det, der indgår i forhandlinger med arbejdsmarkedets parter.
De danske lønomkostninger steg med 1,4 procent på årsbasis.
Kilde: fagligt.eu