Der var 42 grunde eller medvirkende årsager til, at Danmark for få år siden blev ramt så hårdt af finanskrisen. Det konkluderer det såkaldte Rangvid-udvalg i en ny 488 sider lang rapport om krisen i Danmark.
Ingen af de mange opridsede årsager var i sig selv skyld i krisen, men de betød, at Danmark blev ret hårdt ramt sammenlignet med andre lande.
Blandt årsagerne er boligboblen på ejerboliger, landbrugsjord og erhvervsejendomme og finanspolitikken.
Rapporten "Den finansielle krise i Danmark – årsager, konsekvenser og læring" kritiserer blandt andet mangelfuld kontrol fra revisorer, den daværende regering, finanssektoren og Finanstilsynet for deres rolle.
Krisen har kostet Danmark over 200 milliarder kroner, konkluderer Rangvid-udvalget, der også kommer med anbefalinger til, hvordan en ny krise kan undgås eller gøres mindre.
Afskaf skattestop på boliger
En af anbefalingerne er, at droppe skattestoppet på ejerboliger. Skattestoppet betyder, at boligskatterne ikke hænger sammen med værdien på boligerne. Det betyder mindre skatteindtægter, når boligpriserne stiger. Samtidig bliver boligejerne straffet økonomisk hvis boligpriserne falder til under niveauet for fastfrysningen.
FTF er enig i denne anbefaling. Som hovedorganisation for 450.000 privat og offentligt ansatte har FTF længe ment, at boligskatterne skal følge boligpriserne.
"Det er en anbefaling, vi bakker op om. Det er vigtigt, at vi tager ved lære af fejltagelserne," siger Bente Sorgenfrey.
Hun er også enig i anbefalingen om, at nye bestyrelsesmedlemmer skal på obligatorisk uddannelse. Det er nu op til politikerne at vurdere anbefalingerne, der også handler om den finansielle sektor.
"For FTF er det vigtigt, at vi i fællesskab får skabt nogle løsninger, der både giver sikkerhed og balancerer hensynet til vækst og arbejdspladser," siger hun.
Udvalget har blandt andet bestået af professor Jesper Rangvid, CBS, Anders Grosen, professor ved Aarhus Universitet, Finn Østrup, professor ved CBS og repræsentanter fra tre forskellige ministerier samt en tidligere direktør fra Nationalbanken.