Bruxelles skal ikke sætte regler for olivenkander i restauranter eller kvindekvoter i koncerner, siger sabine Leuthesser-Schnarrenberger til bladet.
Det papir om EU, som den franske præsident, Francois Hollande, og kansler Angela Merkel vedtog i sidste uge, talte om øget integration og samarbejde i EU og især i eurozonen. Men der var ikke et ord om øget kompetence til EU-Kommissionen. Til Der Spiegel siger Merkel da også, at der først og fremmest er samarbejde om de økonomiske spørgsmål, de to landes ledere er enige om. Men hun siger samtidig, at det også kan føre til samarbejde mellem landene i EU om arbejdsmarkedet, pensioner og skatter.
Den økonomiske koordinering i Europa er for svag. Den må styrkes, og det er temmelig anderledes end at give mere kompetence til Bruxelles, sagde Angela Merkel.
Det fransk-tyske papir fremhæver da også samarbejdet mellem stater ved at betone hyppigere topmøder mellem landenes ledere i eurozonen. Det ses blandt politiske iagttagere som en tysk ændring, så et føderalt Europa ikke længere er et endemål, men i stedet et pres for at finde metoder, hvor samarbejdet sikrer reformer i landene på det økonomiske område, men også områder som pensions- og arbejdsmarkededet.
Tyskland ønsker ikke mindst reformer i Frankrig, hvor Francois Hollande står fast på, at det ikke er EU-Kommissionen, der skal blande sig. Frankrig skal selv bestemme sig for reformer. At de er på vej, sagde Francois Hollande i sidste måned, da Hollande var i Leipzig for at fejre det tyske socialdemokratis 150-årsdag.
Hollande roste her de reformer, som SPD satte i gang i 2002 med blandt andet nedskæringer af støtten til arbejdsløse og begrænsninger af dagpenge plus større fleksibilitet på arbejdsmarkedet.
På det fælles pressemøde i Paris i sidste uge sagde Merkel meget klart til Hollande, at Frankrig må gå i gang med reformer.
Kilde: fagligt.eu