En åben debatkultur på arbejdspladsen, hvor medarbejderne oplever, at de er velkomne hos ledelsen med input og kritik, udvikler en virksomhed. Fejl, der diskuteres konstruktivt, kan både føre til nye idéer, nye effektive arbejdsgange – og nogle gange til helt nye produkter. Fejl, der opdages i tide, kan spare mange penge og dårligt omdømme for virksomheden. Og fejl, der rettes, kan give bedre produkter og service til kunder og borgere.
Alligevel er en åben og lydhør debatkultur ingen selvfølge på danske arbejdspladser. Sådan opleves det i hvert fald ikke blandt et flertal af medarbejdere. Flere undersøgelser, som hovedorganisationen FTF har foretaget i løbet af de senere år af ansattes ytringsfrihed, viser en udbredt tavshedskultur på arbejdspladserne, hvor mange ansatte hverken tør gå til deres chef eller ytre sig i offentligheden om kritisable forhold på jobbet.
En femtedel de ansatte går således en bue udenom chefen med kritik af forhold på jobbet – og den andel er steget i løbet af de seneste to år. Tavsheden skyldes først og fremmest frygten for at få problemer som fx at blive stemplet som illoyal eller blive kaldt til ’kammeratlig’ samtale hos chefen; det gælder 60 procent af dem, der ikke inddrager chefen. 40 procent er bange for helt at miste jobbet. Og 35 procent tier stille, fordi der ikke er en kultur, hvor man snakke om problemer på arbejdspladsen. Selvcensuren er endnu mere udbredt, når det gælder om at tage bladet fra munden i offentligheden: Hver anden medarbejder frygter at få problemer på jobbet, hvis de ytrer sig offentligt. Frygten for at ytre sig er vokset, og det er især krisen, der har lagt en dæmpe på de ansattes lyst til ytre sig, viser undersøgelserne.
Den frygt og lukkethed skal vi have gjort op med.
Danmark skal leve af mennesker. Af deres viden og faglighed. Og ikke mindst af deres motivation, engagement, interesse og passion. Og brændstoffet til de kvaliteter hedder åbenhed og tillid. Derfor er det på høje tid, at få gjort op med den udbredte tavshedskultur på danske arbejdspladser.
En åben debatkultur på arbejdspladserne er slet ikke umulig at indføre. Men det kræver mod og nye vaner. Her skal lederne gå forrest og melde klart ud, at kritik er vigtig, velkommen og nødvendig. Uden en kultur med plads til debat mellem ledelse og medarbejdere, vil en masse fejl og dårligdomme ikke blive opdaget ude på arbejdspladserne. Og der vil opstå færre nye idéer.
Gode intentioner og ny åbenhed kan med fordel støttes af konkrete tiltag som fx whistle blower ordninger, som skaber den nødvendige struktur for at en topledelse ikke bliver afskåret fra vigtig viden om fejl og i værste fald ulovligheder i deres organisation.
Vi har ganske enkelt ikke råd til at undvære medarbejdernes ytringer – både som medarbejdere og som borgere.
Debatindlægget er bragt i Politiken den 30. maj 2013 under overskriften "Medarbejdere tør ikke kritisere ledelsen"