Offentligt ansatte i det irske fagforbund Siptu afviser at gå ned i løn for at forbedre det irske budget. Ved en afstemning stemte 54 procent af forbundets offentligt ansatte nej til forslag, der blandt andet ville betyde, at offentligt ansatte med en årsløn på over 65.000 euro (480.000 kr.) fik skåret 10 procent af lønnen. Det særlige indgreb ville også betyde beskæringer af overtidsbetalinger og større fleksibilitet på arbejdsmarkedet med blandt andet en udvidelse af arbejdstiden for de offentligt ansatte.
Regeringen søgte med den særlige aftale, Croke Park 11, at forbedre budgettet med 300 millioner euro. Aftalen var anbefalet af faglige ledere, men medlemmerne sagde nej til nye ofre. I forvejen har irske lønmodtagere og især offentligt ansatte betalt en høj pris for krisen. Irland er tidligere blevet rost af både EU-Kommissionen og IMF for at gennemføre store besparelser og reformer og leve op til krav for at få udbetalt penge fra redningsfondene. Siden 2008 er der skaffet 28,5 milliarder euro gennem nedskæringer og højere skatter. Budgettet skal stadig slankes med over 5 milliarder euro for at få underskuddet ned på under tre procent af BNP i 2015. Sidste år var det på otte procent.
Regeringen fastholder, at den skal finde de 300 millioner euro, som Croke Park 11 ville have givet. Frem til 2015 skal der findes 1 milliard euro på den konto, men det står uvist, hvordan regeringen nu vil finde pengene. Premierminister Enda Kenny siger ifølge Irish Times, at det er en udfordring, regeringen nu må finde en løsning på.
Flere fagforbund truer med faglige aktioner, hvis regeringen gennemtrumfer indgrebene.
Jeg anmoder regeringen om at afholde sig fra lovgivning med beskæringer af løn. Det vil uundgåeligt føre til destruktive konfrontationer, siger formanden for Siptu, Jack O’Connor, der over for FT understreger, at folk nu havde fået nok af nedskæringspolitikken.
Vicepremierminister Éamon Gilmore sagde efter afstemningen, at det var for tidligt at spekulere på lovgivning, men at regeringen måtte overveje forskellige løsninger. En af dem kan være at genoptage forhandlinger med fagbevægelsen om en ny aftale, der kan komme til afstemning.
Irland er tidligere blevet rost for at skabe aftaler gennem den sociale dialog under krisen.
Kilde: fagligt.eu