Reformer under krisen bliver gennemført uden, at arbejdsmarkedets parter bliver inddraget. Nogle steder er dele af reformerne dog sket gennem overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter, men andre steder har metoden været at holde arbejdsmarkedets parter ude.
Det er nogle af konklusionerne i en rapport om dialogen mellem arbejdsmarkedets parter, som EU-Kommissionen offentliggør i dag. Rapporten viser, at den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter og også deres trepartsdialog med regeringer er under pres. De seneste reformer i en række lande, der berører arbejdsmarkedet, er gennemført uden parternes deltagelse. I nogle tilfælde underminerer reformer direkte den sociale dialog og aftaler mellem parterne.

EU-kommissær László Andor beklager, at det er gået i den retning, og at den sociale dialog nu direkte er under pres.
Vi er nødt til at styrke arbejdsmarkedets parters rolle på alle niveauer, hvis vi skal ud af krisen og bevare fordelene ved den europæiske sociale model, siger László Andor i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten.
EU-kommissæren påpeger, at netop en velstruktureret social dialog er uundværlig, hvis EU og medlemslandene skal klare de udfordringer, de står overfor. Udfordringerne er både den ændrede sammensætning af arbejdsstyrken, hvor der bliver flere og flere ældre og færre unge og flere pensionister. Arbejdsforhold skal forbedres, og der må blive en større social samhørighed i landene.
Problemerne er størst i de nye medlemslande i Central- og Østeuropa, hvor dialogen mellem arbejdsmarkedets parter aldrig for alvor er kommet i gang, og fagforeninger svage.
Kommissionen understreger, at det reelt er i de lande, hvor den sociale dialog traditionelt er veludbygget, der klarer sig bedst.
EU-Kommissionen selv med til at svække dialogen
I forbindelse med FN’s arbejdsorganisation ILO’s regionale konference i Oslo sagde arbejdstagergruppens leder, belgieren Luc  Cortebeek, at EU-Kommissionen reelt selv var med til at svække den sociale dialog. Kommissionen er med i trojkaen, der presser kriselande til at gennemføre reformer, der også berører arbejdsmarkedet.
Trojkaen beslutter, hvordan kriselandene skal løse deres problemer. Vi siger meget klart, at vi må definere den rolle, som ILO må indtage i løsningen af krisen. For viser, at den sociale dialog er begrænset i alle kriselandene – retten til at organisere sig er ikke altid respekteret, og ILO-konventioner end og ikke altid respekteret. Så ILO må have en plads i disse kriselande, for trojkaen skal ikke bestemme alt selv, siger Luc Cortebeek i et ILO-interview.
Kilde: fagligt.eu