Fagbevægelsen og organisering er en kerneværdi for det danske samfund. Ikke mindst i en tid, hvor krisen endnu ikke er forbi. Der er brug for samarbejde og respekt for de mange forskellige grupper i FTF-familien.
Det var nogle af budskaberne fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der onsdag formiddag talte til FTF’s kongres i Falkoner Centret i København.
Statsministeren indledte med en henvisning til kongressloganet "Sammen om samfundet."
"FTF-grupperne præger vores alle sammens hverdag. I arbejder med mennesker. Derfor kunne jeg ikke være mere enig. Vi er sammen om samfundet. Vi er sammen om Danmark", lød det fra Helle Thorning-Schmidt.
Den offentlige sektor i hovedrolle
Hun fortsatte med at slå fast, at Danmark er et lige land uden den store forskel på rig og fattig. Her spiller den offentlige sektor en helt afgørende rolle – blandt andet i forhold til områder som sundhed og uddannelse.
Derfor undrer det statsministeren, at nogle en gang imellem ønsker et opgør med den offentlige sektor.
"Vi hører af og til det synspunkt, at den offentlige sektor for stor og den private for lille. Det er rigtigt, at den private sektor er for lille, men det gør ikke nødvendigvis den offentlig sektor for stor," sagde Helle Thorning-Schmidt og tilføjede:
"Jeg kan ikke følge den tankegang. Slet ikke. Den offentlige sektor er ikke et problem, men en del af løsningen for vores samfund."
De gode tider vender ikke tilbage
Danmark har ifølge statsministeren været hårdt ramt af krisen. Og den er ikke forbi endnu. De gode tider fra før krisen kommer heller ikke igen. Det er udgangspunktet for regeringens politik og for at bringe den offentlige sektor videre. Danmark skal vænne sig til en ny virkelighed med en ny velfærd. Og her spiller medarbejderne en stor rolle.
"Vi kan ikke udvikle den offentlige sektor, uden at de offentlige ansatte er en del af det. Vi er sammen om samfundet. Den offentlige sektor er altså en del af løsningen, ikke en del af problemet," sagde Helle Thorning-Schmidt.
Hun understregede, at det i høj grad handler om tillid og pegede blandt andet på sundhedsområdet. Her har regeringen gjort op med ventetidsgarantien. Nu vurderer personalet i højere grad end tidligere, hvem der først skal behandles.
FTF er glad for støtten
Statsministeren sluttede af med at pege på skattereformer, akutpakker og finanslov. Fællesnævneren har ifølge Helle Thorning-Schmidt været, at regeringen værner om den fælles velfærd.
FTF’s formand Bente Sorgenfrey glædede sig efter statsministerens tale over meldingerne om den offentlige sektor.
"Tak fordi du også lægger vægt på, at den offentlige sektor er en del af løsningen og ikke en del af problemet," sagde Bente Sorgenfrey.