Regeringen indgik den 8.11.2012 en delaftale til finansloven om bedre erhvervsuddannelser og en styrket uddannelsesgaranti med et meget bredt flertal af folketingets partier. Aftalen tager udgangspunkt i Erhvervsuddannelsesudvalgets anbefalinger (fase 1) fra oktober om at sikre eleverne en bedre og mere reel uddannelsesgaranti med praktik.
Det fremgår af aftalen, at næste skridt til forbedrede erhvervsuddannelser forhandles mellem aftaleparterne i 2013, når Erhvervsuddannelsesudvalget har afsluttet deres arbejde (fase 2).
Aftalen om bedre erhvervsuddannelser og styrket uddannelsesgaranti.
De samlede statslige udgifter til aftalen udgør i alt 3,089 mia. kr. i perioden 2013-2016. Aftalen rummer 4 hovedoverskrifter:
· En styrket uddannelsesgaranti
· Øget kvalitet i erhvervsuddannelserne
· Et årig videreførelse af Ungepakke 2
· Videreførelse af VEU-centre
Der afsættes også en reserve til bedre kvalitet i erhvervsuddannelserne m.v. på i alt 694 mio. kr. i perioden 2014-2016 med henblik på senere udmøntning.
En styrket uddannelsesgaranti rummer 12 elementer, der skal sikre eleverne en styrket uddannelsesgaranti, og som skal bidrage til en bedre udnyttelse af praktikpladskapaciteten. De samlede statslige udgifter udgør ca.132 mio. kr. i 2013 stigende til ca.205 mio. kr. i 2016. Ud af disse 12 dele kan særligt fremhæves følgende:
Ændring af adgangsbegrænsning til skolepraktik. Omlægningen omfatter, at adgangsbegrænsningen til skolepraktik på de uddannelser, der er belagt med kvoter, ophæves. Der indføres i stedet en styring af kapaciteten til de pågældende uddannelsers grundforløb, hvorved eleverne ikke unødigt gennemfører et grundforløb uden en reel mulighed for at komme i praktik eller i skolepraktik.
Etablering af praktikcentre. Der oprettes praktikcentre, som skal øge kvaliteten i skolepraktik og som skal bidrage til en bedre udnyttelse af praktikpladskapaciteten med henblik på at eleverne i videst mulig omfang kommer i lønnet virksomhedspraktik. Praktikcentrene skal tilrettelægge et samlet forløb for elever, der ikke opnår en hel uddannelsesaftale med en virksomhed.
Adgangen til øvrige trin i skolepraktik for elever, der har gennemført trin 1 med skolepraktik, gøres permanent.
Flere uddannelser skal udbydes med skolepraktik. Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser (REU) anmodes om at se på om flere uddannelser kan udbydes med skolepraktik.
Staten, kommunerne og regionerne skal leve op til en forpligtelse til at tilvejebringe et højt antal praktikpladser som offentlige arbejdsgivere.
Ud over det afsættes der midler til f.eks. styrkelse af det praktikpladsopsøgende arbejde, en kampagne for flere praktikpladser og permanentgørelse af ordninger for elever, der uforskyldt mister deres uddannelsesaftale.
Øget kvalitet i erhvervsuddannelserne.
Den 1. januar 2013 udløber den eksisterende ”Flerårsaftale for de erhvervsrettede ungdomsuddannelser”. Aftaleparterne er enige om at videreføre de midlertidige takstforhøjelser på erhvervsuddannelserne og udmønte reserven til bedre kvalitet på erhvervsuddannelserne. Midlerne i 2013 udgør 433,4 mio. kr. Der er ikke afsat midler til de efterfølgende år.
Af de enkelte initiativer kan fremhæves. Der afsættes ca. 90 mio.kr. i 2013 til lærernes kompetenceløft og til et løft af den pædagogiske ledelseskompetence på erhvervsskolerne. Der indgår nye initiativer så som, at den enkelte erhvervsskole i højere grad skal arbejde med at etablere et fælles pædagogisk grundlag (10 mio.kr.), og at lærerne skal styrkes i systematisk at kunne tage udgangspunkt i elevernes faglige, sociale og personlige forudsætninger i tilrettelæggelsen af undervisningen. (41 mio.kr)
Ud over det skal nævnes: En stærkere kobling mellem uddannelsernes skoledel og praktikdel, et bedre skolemiljø herunder lektieværksteder og mentorordning, kontaktlærerordning samt styrket social og psykologisk rådgivning.
Der sker en etårig videreførelse af Aftale om flere unge i uddannelse og job. – Ungepakke 2.
Aftaleparterne er enige om at videreføre initiativerne i Ungepakke 2 i 2013. De samlede udgifter udgør 210 mio. kr. i 2013, hvor 153 mio. kr. vedrører kommunernes aktiviteter. De fleste af aktiviteterne omfatter vejledningsmæssige tiltag. (Vurdering af uddannelsesparathed, øget vejleding i overgangen til ungdomsuddannelserne etc.)
Videreførelse af VEU-centrene.
Aftaleparterne er enige om at videreføre de 13 VEU-centre i 2013-16. Disse er dannet for mere målrettet at opfylde brugernes behov på det grundlæggende erhvervsrettede og almene voksen- og efteruddannelsesområde. Der afsættes 47,1 mio. kr. årligt i perioden. Pengene er afsat til institutionstilskud til VEU-centrene, bedre rådgivning og vejledning og pulje til opsøgende arbejde.
Finansiering af aftalen
Finansieringen af aftalen på 3,089 mia. kr. sker ved at der findes 500 mio. kr. årligt i perioden 2013-16 indenfor den samlede finanslov. I alt 270 mio. kr. findes i perioden ved omprioriteringer af udisponerede midler på Børne- og undervisningsområdet.
Endelig finansieres i alt 817,7 mio. kr. i perioden ved at omlægge AER-bidraget til et nyt bidrag: Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB). Det sker f.eks. ved at arbejdsgiverne overtager statens finansieringsansvar for skolepraktikydelsen og at den nuværende præmieringsordning på op til 70.000 kr. pr uddannelsesaftale afvikles pr. 31.12 2012.
FTF vurdering
Delaftalen rummer en række positive elementer, som kan sikre en bedre og mere reel uddannelsesgaranti for eleverne. Her tænkes der særskilt på initiativerne om praktikcentre, at adgangen til uddannelsernes øvrige trin i skolepraktikken sikres, og at der sker en ændring af adgangsbegrænsningen til skolepraktik.
Modellen indebærer en omlægning af skolepraktik og praktik i virksomheder gennem et øget samspil mellem disse dele via delaftaler, korte uddannelsesaftaler og kombinationsaftaler. Skolepraktikken bliver således en integreret del af praktikcentrene, men i en ny ramme, hvor skolepraktikken omlægges til praktikuddannelse i praktikcentre.
Initiativerne i den del af aftalen, der drejer sig om øget kvalitet i erhvervsuddannelserne, rummer også en række positive elementer. Her skal særligt fremhæves de justerede og nye initiativer. Det drejer sig bredt om lærernes kompetenceudvikling, men også mentorordninger m.m. og et bedre skolemiljø skal fremhæves.
Det skal nævnes, at aftalen kun er et første skridt mod at sikre en styrket uddannelsesgaranti og skabe bedre kvalitet i erhvervsuddannelserne.
Det næste vigtige skridt tages i 2013, hvor anbefalingerne fra Erhvervsuddannelsesudvalget som bl.a. omhandler adgangen til erhvervsuddannelserne, erhvervsuddannelsernes indhold, struktur og kvalitet samt målretningen af erhvervsuddannelserne skal drøftes mellem aftaleparterne.
Det er også vigtigt at fremhæve, at parterne er enige om at drøfte den udskudte omlægning af finansieringen af VEU-godtgørelsen. Resultatet af denne drøftelse er vigtig for hele den fremtidige styring af området.
Endelig er det positivt at der skaffes en bevilling til at videreføre de 13 VEU-centre.