Bankernes vilde satsninger i risikable projekter og investeringer førte til kriser i en række banker og den finansielle krise fra 2008 og må stoppe. En rådgivningsgruppe over for EU-Kommissionen finder, at den almindelige bankdrift delvist må adskilles fra de risikable investeringer.
Gruppen med den finske nationalbankchef, Erkki Liikanen i spidsen lægger ikke direkte op til at forbyde, at en bankkoncern både tager sig af lønkonti og udlån til biler og samtidig beskæftiger sig med derivater og spekulationer. Men kommer de risikable investeringer op over et vist niveau, må der efter gruppens opfattelse ske en adskillelse af aktiviteterne.
Jeg tror, at gruppens anbefalinger vil føre til et mere sikkert, mere stabilt og mere effektivt banksystem, hvis de bliver en realitet, og dermed vil tjene borgerne, EU’s økonomi og det indre marked, sagde Errki Liikanen, der er tidligere statsminister, da han lagde rapporten frem i Bruxelles.
Gruppen lægger op til yderligere diskussioner af problemerne i den finansielle sektor og herunder også spørgsmålet om en adskillelse af opgaven med at løse den nuværende krise og få en ny struktur, så fremtidige kriser opdages, før de fører til økonomiske kriser, og hvordan kontrollen med bankerne kan styrkes.
Transnationale banker kræver transnationale tilsyn
Netop de spørgsmål var oppe på en konference i Det Europæiske Økonomiske og Sociale udvalg i Bruxelles, hvor repræsentanter fra EU-Kommissionen, den Europæiske Bank Autoritet, EBA, og flere finansielle institutioner diskuterede bankkrisen og løsningen af den med en europæisk bankunion.
Dirk Schönmaker fra ESRB, der beskæftiger sig med risici i det finansielle system, pegede som andre på, at når banker er transnationale, må der også være transnationale tilsyn. Finansielle kriser spreder sig til andre områder som en brand i et hus kan sprede sig til andre huse. Vi er ikke i tvivl om, at brandfolk må gribe ind i en families hus, hvis det brænder, men vi stiller flere spørgsmål, hvis det er på økonomiske områder, det brænder. Hvornår må man gribe ind? Men det går ikke i en global finansverden.
Der er et valg: Enten nationale banker og national autoriteter eller tværnationale banker og tværnationale autoriteter, sagde Dirk Schönmaker.
Både Liikanen-gruppen og konferencen viste, at der er store modsætninger i løsninger og holdninger til et nyt, finansielt system.
Der er forskellige opfattelser af, hvilke beføjelser en europæisk overvågningsmyndighed eller Den Europæiske Centralbank vil kunne få. Og hvad kan en europæisk myndighed gøre, som de nationale ikke kan? Vil der være en fælles opfattelse af, hvornår en bank er i krise, og der skal gribes ind?
Hvem tager tab?
Martin F. Hellwig, ESRB, pegede på problemet, at et banksystem med overvågning og begrænsninger af risici ikke måtte føre til, at det var umuligt for bankerne at handle og ”drive forretningen”.
Andrea Enria, Den Europæiske Bank Autoritet, EBA, roste EU-systemet for trods alt at have handlet og mindsket krisen. Havde Den Europæiske Centralbank, ECB, ikke grebet ind, havde situationen været værre. Men spørgsmålet er stadig, hvem der skal tage tab, investorer eller skatteyderne?
For over to år siden greb EU-Kommissionen ind og hævede beløbet, som bankers almindelige kunder var sikret, hvis banker gik ned. Beløbet blev hævet fra 20.000 euro til 50.000 euro. Men skatteyderne har betalt milliarder for at sikre bankerne mod fallit.
14 spanske banker har ifølge de seneste analyser behov for omkring 60 milliarder euro for at overleve.
Samtidig skal bankerne sikre sig mod risici ved at opbygge stødpuder og have flere penge i sikkerhed. I den særlige Basel III-aftale ligger, at de fra januar har stødpuder på syv procent. Det anslås, at bankerne dermed skal finde samlet omkring 200 milliarder euro (1.500 milliarder kroner).
Dertil kommer forslag til, at bankerne også bidrager til egne redningsfonde og dermed selv betaler for nye kriser og skatteyderne går fri. Dertil kommer nye diskussioner af, hvordan forskellige investorer står, når en bank går ned. Her ventes nye forslag til, hvordan hierarkiet er mellem dem, der har sikkerhed for investeringer og dem, der vil stå til at tabe penge.