Der er noget galt i Danmark – når uligheden stiger
Afstanden mellem rige og fattige vokser – og den har gjort det længe. Det kan også mærkes lokalt. Derfor er tiden ikke til at sænke skatten i toppen, men i stedet at investere i fællesskabet.
LAD MIG lige slå én ting fast: Jeg har flere gange konfronteret statsministeren med, at han begår en kæmpe fejl, når han årligt sparer 2 pct. på uddannelse. Nu kan vi så høre, at regeringen vil sætte gang i en talentindsats med 190 mio. kr. hen over en fireårig periode.
Det er helt op til Cepos at vurdere, om de ser den stigende ulighed som en positiv udvikling. Men lad os diskutere på grundlag af tal, der afspejler virkeligheden
Hos den fattigste tiendedel af Danmarks befolkning blinker det økonomiske underskud alarmerende rødt: Her har hver person i gennemsnit en samlet negativ formue på hele 350.000 kr.
Ingen i fagbevægelsen ønsker komplet lighed, som Tom Jensen antyder, men vi er bekymrede for, hvad ulighed kan gøre ved tilliden og sammenhængskraften i det danske samfund.
Den rigeste tiendedel sidder på halvdelen af den samlede formue i Danmark ifølge en ny opgørelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation. Tallet er bare ét ud af seks tal for ulighed.
Fattigdom får ikke folk i arbejde. Tværtimod fastlåses folk i fattigdom, fattigdom medfører skyld og skam og fattigdom fjerner overskuddet til at søge job.
