Nu hvor krisen er ved at være slut, kommer spørgsmålet op igen: Hvem skal betale for vores stærke fællesskab? Erhvervslivets spidser mener ikke, at de skal betale noget af regningen. Uanset de store summer, som virksomhederne har fået i form af hjælpepakker fra de danske skattebetalere. Den går ikke – hvis man vil have hjælp af fællesskabet, må man også bidrage til fællesskabet.

Kan den danske arbejdsmarkedsmodel løse problemerne på et globaliseret arbejdsmarked? Kan den danske model sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår til de mange udenlandske medarbejdere, der hver dag bringer vores varer ud eller bygger nye broer, metroer og supersygehuse i Danmark? Det korte svar er, at ja det kan den godt – hvis medarbejderne melder sig ind i de overenskomstbærende fagforeninger. Og nej det kan den ikke, når de ikke gør.

Det er til at tude over, at de selvsamme arbejdsgivere, som i årtier ikke har skabt de nødvendige lærepladser, nu igen afkræver gammeldags arbejdskraftsudbudsreformer af politikerne. Kvalificeret arbejdskraft findes ikke ved hjælp af skæve skattelettelser eller ved at åbne sluserne for udenlandsk arbejdskraft. Den findes ved at investere i opkvalificering og uddannelse og ved at sikre, at der er tilstrækkelige praktikpladser til de unge mennesker, der gerne vil være faglærte.

DA fremlagde i går et katalog med forslag til at øge arbejdsudbuddet. Man kunne fristes til at sige, at det er de gamle forslag, der er støvet af til lejligheden. Men de har knapt nok gjort sig den umage at finde støvekosten frem.