Nøgletal
40%
… af lønmodtagere i EU er i atypiske ansættelser
47%
….af voksne i EU deltog i efteruddannelse de seneste 12 måneder
50%
…af nye job kræve nye færdigheder i 2030
Stærk konkurrence foregår på ordentlige vilkår
FH støtter EU’s ambition om at styrke den europæiske konkurrenceevne, men lønmodtagerne må ikke glemmes i forbifarten. Konkurrenceevne bør gå hånd i hånd med respekt for lønmodtagernes rettigheder og investeringer i deres færdigheder og et sikkert arbejdsmiljø.
EU hverken kan eller bør konkurrere med resten af verden ved at sænke lønningerne, arbejdsmiljøet eller erstatte lønmodtagerjob med falske selvstændige
FH mener, at EU i stedet skal prioritere livslang læring og opkvalificering, så alle kan bidrage til et stærkt og konkurrencedygtigt Europa. Lige nu stiller både den grønne og digitale omstilling nemlig store og nye krav til Europas lønmodtagere. Nogle stillinger forsvinder, mens nye opstår, og de vante arbejdsopgaver ændrer sig.
Hvis EU skal følge med, kræver det markante investeringer i læring. Det gælder både de unges grundlæggende færdigheder og voksne lønmodtageres mulighed for at udvikle og styrke deres kompetencer.
Det er arbejdsmarkedets parter, der bedst ved, hvilke behov der er på arbejdsmarkedet.
Europæisk søjle for sociale rettigheder
Retten til uddannelse og livslang læring er en af de 20 rettigheder og principper under den europæiske søjle for sociale rettigheder, der har til formål at sikre bedre leve- og arbejdsvilkår i EU.
1. Uddannelse og livslang læring
“Enhver har ret til inkluderende uddannelse, erhvervsuddannelse og livslang læring af høj kvalitet for at vedligeholde og tilegne sig færdigheder, der sætter dem i stand til at deltage fuldt ud i samfundet og håndtere omstilling på arbejdsmarkedet med succes.”
Det er derfor altafgørende, at parterne får reel indflydelse på kompetenceudvikling og efteruddannelse, som vi kender det fra Danmark.
Vi ved, det kan lade sig gøre
I FH ved vi, at det er muligt. Vejen til en stærk konkurrenceevne går gennem livslang læring, opkvalificering på tværs af sektorer og uddannelsesniveauer – og en stærk social dialog.
På den måde kan arbejdsmarkedets parter samarbejde om at skabe kvalitetsjob og sunde rammer for vækst.
EU kan være med til at sikre beskyttelsen af lønmodtagerne og på samme tid respektere de nationale arbejdsmarkedsmodeller.
Danmark er et godt eksempel på, hvordan respekt for lønmodtagerrettigheder kan gå hånd i hånd med økonomisk vækst, stærk konkurrenceevne og sikring af kvalitetsjob for lønmodtagerne.
Et velfungerende arbejdsmarked med ordentlige vilkår bidrager til både vækst og trivsel.
EU bør gå foran og vise, at retfærdig konkurrence kan ske på ordentlige vilkår – til gavn for lønmodtagerne i dag og ikke mindst set i lyset af en mulig EU-udvidelse.















