Tillykke til fysioterapeuterne hos Benefit Nord med jeres nye overenskomst. Midt i en tid med politiske forhandlinger og usikkerhed kommer der en klar og positiv nyhed fra Nordjylland.
Efter en af de længste effektive faglige konflikter i dansk historie er det lykkedes Fysioterapeuternes Fagforening at indgå en overenskomst med Benefit Nord.
Seks måneders strejke blev afgørende for, at klinikejerne i Sæby og Frederikshavn accepterede at sikre fysioterapeuterne ordentlige arbejdsvilkår.
Det har været stærkt at følge den vedholdende indsats. Formand Signe Lærke Børsting og alle kollegaerne i Nordjylland har stået fast hver eneste dag. Og de mange patienter, der valgte at støtte op ved at afvise behandling, har haft stor betydning for resultatet.
Aftalen viser, hvad fællesskab og faglig styrke kan udrette: ordentlig løn, ret til løn under barns sygdom, feriefridage og arbejdsmarkedspension og tryghed i ansættelsen. Det er den danske model, når den fungerer bedst.
Men arbejdet fortsætter.
Mange privatansatte fysioterapeuter mangler stadig en overenskomst. Derfor går Fysioterapeuternes Fagforening nu videre til forhandlinger med Dansk Erhverv om en landsdækkende brancheoverenskomst. Og Signe – du har hele FH i ryggen herunder ikke mindst Serviceforbundet.









