I sidste uge præsenterede Kommissionen sit årlige arbejdsprogram under Europa-Parlamentets plenarsamling i Strasbourg.
Helt i tråd med den store konkurrenceevne dagsorden og EU’s konkurrenceevne kompas, som Kommissionen præsenterede for to uger siden, har arbejdsprogrammet fokus på et stærkere, enklere og hurtigere Europa.
På nær et par enkelte undtagelser, så handler alle nye lovgivningsmæssige initiativer om at forenkle eksisterende regler for at lette byrder og strukturelle barrierer, der skader EU’s konkurrenceevne.
Alle andre nye initiativer har foreløbigt ‘kun’ status af at være strategier og handlingsplaner.
Under præsentationen af arbejdsprogrammet i Europa-Parlamentet understregede Maroš Šefčovič, Kommissæren for Handel, Økonomisk sikkerhed og Interinstitutionelle Anliggender, at;
”Vi skal have et fælles prioriteret fokus på at forenkle vores love, hvor det er muligt, og give EU-virksomheder de rette værktøjer og det rette lovgivningsmæssige miljø for at forblive globalt konkurrencedygtige. På denne måde kan vi sammen arbejde hen imod en stærkere, enklere og hurtigere Union.”
Det blev budt velkommen af den hollandske næstformand for den konservative gruppe (EPP), Jeroen Lenaers, som sagde:
”Vi taler om innovation, men vi fortsætter med at tilføje reguleringsbyrder, der er både dyre og selvdestruktive. Vi har – og jeg citerer [Draghi-rapporten] – ‘nået det punkt, hvor vi uden handling enten må gå på kompromis med vores velfærd, vores miljø eller vores frihed’.”
Lenaers ønskede et opgør med det regulerede Europa og opfordrede til reel handling på området hurtigst muligt.
Risiko for Trump-light version i Europa
Mere kritisk var et andet hollandsk medlem, Bas Eickhout, med-formand for den grønne gruppe, som kritiserede kommissionens ensidige fokus på regelforenkling som løsningen på EU’s konkurrenceevne problem:
”Men hvor er visionen for Europas fremtid? Vi står over for en stor risiko for, at vi ender med flotte strategier, meddelelser og handlingsplaner, men til sidst kun opnår deregulering og skaber en Trump-light version i Europa. Det vil ikke redde Europa.
Det vil ikke redde europæisk industri. Hvis vi tror, at konkurrenceevnen kan reddes ved mindre afrapportering [for virksomhederne], er det ikke forenkling – det er forsimplet”, sagde Eickhout og pointerede, at arbejdsprogrammet mangler fokus på investeringer i de menneskelige ressourcer, der vil kunne styrke Europas konkurrenceevne.
Arbejdsstyrken bør drive udviklingen af konkurrenceevnen
Uddannelse og opkvalificering af lønmodtagerne er dog en prioritering i Kommissionens arbejdsprogram, men det er indtil videre uklart, hvad præcis Kommissionen planlægger.
Kommissionen har annonceret, at den vil præsentere en Færdighedsunion (Union of Skills), men hvad det betyder, svarer arbejdsprogrammet ikke på.
Ifølge FH’s næstformand, Flemming H. Grønsund, så kan ”regelforenkling og simplificering ikke stå alene i vejen mod styrkelsen af konkurrenceevnen.
Investeringer i en stærkere og kvalificeret arbejdsstyrke er nødvendige for en styrket konkurrenceevne i Danmark og i Europa. Det er vigtigt med klare og ambitiøse mål på EU-niveau samtid med, at vi respekterer nærhedsprincippet og kompetencefordelingen på uddannelsesområdet”
Reaktionen på arbejdsprogrammet fra Den Europæiske Fagbevægelse (ETUC) er, at arbejdstagerne i høj grad mangler. I en pressemeddelelse udtaler ETUCs generalsekretær, Esther Lync, at:
”Fagforeninger støtter fuldt ud behovet for at gøre europæiske virksomheder og økonomien mere konkurrencedygtige, så der skabes flere kvalitetsjob, bedre arbejdsvilkår og højere lønninger.
Den europæiske socialmodel, høje niveauer af kollektive forhandlinger og høje standarder bidrager til Europas konkurrencefordel.”