Der kommer til at gå endnu en uge, før Ursula von der Leyen kan præsentere den nye Europa-Kommission, der skal sidde de næste fem år.

Det var meningen, at den genvalgte kommissionsformand skulle have præsenteret sine nye kommissærer denne onsdag.

Spændingen er således stadig stor, når det kommer til, hvem der skal bestride hvilke kommissærposter. Ligeledes bliver det interessant at dykke ned i, hvad de konkrete arbejdsopgaver og ansvarsområder bliver.

Når von der Leyen forventeligt har præsenteret de nye kommissærer i næste uge, skal de efterfølgende igennem høringer i Europa-Parlamentet i løbet af oktober.

Det er en særdeles grundig proces, der kan strække sig over mange timer. Danmark har indstillet Dan Jørgensen (S) som kommissærkandidat.

I FH følger vi præsentationen af den nye Kommission tæt.

Det bliver i særdeleshed spændende at se, hvem der kommer til at bestride posten som EU’s beskæftigelseskommissær samt ikke mindst hvad de store prioriteter bliver.

Læs med i næste uge, når vi ser nærmere på den nye Kommission.