Onsdag middag var der frist for at søge ind via kvote 2 på en videregående uddannelse og kvote 2-tallene giver år efter år et meget retvisende billede af, hvor mange der ender med at blive optaget på erhvervsakademi- og professionsuddannelserne.
Igen i år ser det sort ud for fremtidens velfærd.
For efter søgningen til pædagog, lærer, sygeplejerske og socialrådgiver er faldet med 24 procent fra 2019 til 2022, lægger tallene op til et yderligere fald i år.
”Det er dyster læsning. Der er desværre ikke noget, der tyder på, at den her tendens vil ændre sig. Det er en helt enorm udfordring for et allerede presset velfærdssystem, der skal håndtere endnu flere børn og ældre i den kommende tid,” siger Nanna Højlund, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
Så få vil være pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere
De fire største professionsuddannelser oplever samlet set et fald sammenholdt med kvote-2-fristen sidste år.
Socialrådgiver- og pædagoguddannelserne falder henholdsvis 16 og 10 pct.
På sygeplejerskeuddannelsen ses også et mindre fald på 1 pct., mens læreruddannelsen har fået 5 pct. flere førsteprioritetsansøgninger end sidste år.
Store årgange på vej på pension skærper kritisk udvikling
Samlet set er der et fald på de fire største professionsuddannelser sammenholdt med kvote-2 sidste år.
Værst ser det i år ud for socialrådgiver- og pædagoguddannelserne med et fald på henholdsvis 16 og 10 pct. På sygeplejerskeuddannelsen ses også et mindre fald på 1 pct., mens læreruddannelsen har fået 5 pct. flere førsteprioritetsansøgninger end sidste år.
”Man skal huske, at søgetallene var historisk lave sidste år, så i det lys er søgningen samlet set katastrofal,” fastslår Nanna Højlund.
De lave årgange af ansøgere er særlig kritisk af to årsager.
Den første er den demografiske udvikling, som betyder, at vi får langt flere børn, som skal passes, og ældre der har behov for omsorg og pleje over de næste år.
Den anden er, at en ny analyse fra FH fastslår, at rigtig store årgange ansat i den offentlige sektor er på vej på pension. Det gælder eksempelvis godt 9000 sygeplejersker, 9.100 pædagoger og mere end 5.000 skolelærere. I alt har 126.000 offentligt ansatte rundet 60 år.
”Det kan de nye årgange, som er små, langt fra erstatte. Dermed ser vi altså ind i et stort nettofald af medarbejdere i de fag, hvor vi allerede nu mangler mange. Det er jo slet ikke holdbart,” siger Nanna Højlund.
Politisk handling nu
Det er på høje tid med politisk handling, hvis vi skal være niveauet af velfærd bekendt i fremtiden. Derfor mener FH, at regeringen må indkalde til trepartsforhandlinger om, hvordan vi kan styrke rekrutteringen til professionsuddannelserne. Og hellere i dag end i morgen.
”Det her er en hastesag. Allerede nu har vi alt for lange ventelister i sundhedsvæsenet og sundhedssystemet er bare ét sted i den offentlige sektor, der har store udfordringer med manglende personale. Hvis de problemer skal løses på længere sigt, er vi nødt til at gøre uddannelserne mere attraktive,” siger Nanna Højlund.
Med til trepartsforhandlingen har FH blandt andet krav om flere undervisningstimer, bedre adgang til videregående uddannelse for faglærte, en bedre overgang til arbejdsmarkedet og bedre rammer for efter- og videreuddannelse.
”Det er nogle af de ting, vi hører fra vores medlemmer, at de efterspørger. Vi har masser af gode bud på løsninger, men vi kan ikke gøre det selv. Så jeg vil i den grad opfordre regeringen til at tage fat i os,” siger Nanna Højlund.
Regeringen præsenterede den 2. marts et udspil til en reform af universitetsuddannelserne, herunder nye 1-årige kandidatuddannelser, men reformen løser ikke den skæve balance, der er i optaget på de videregående uddannelser.
”Hvis vi skal have de rette kompetencer til vores arbejdsmarked, så er vi også nødt til at gøre noget ved uddannelsesbalancen. Hvis det skal lykkes, handler det selvfølgelig først og fremmest om, at uddannelserne skal være attraktive. Men det kræver også, at vi tør skrue på hvor mange, der kommer ind på universiteterne. Her kan øget dimensionering være nødvendig,” siger Nanna Højlund.