I denne uge afholdte den samlede svenske fagbevægelse (LO, TCO og SACO) et seminar om arbejdstageres rettigheder og due diligence. Det gjorde de i anledningen af det direktivforslag på bæredygtig selskabsledelse og due diligence, som Kommissionen foreslog sidste år. Med direktivet vil EU sætte krav til, at store europæiske virksomheder lever op til grundlæggende menneske- og arbejdstagerrettigheder i deres engagement med underleverandører i hele verden.
Seminaret var særligt interessant, da Sverige har formandskabet i Rådet i dette halvår og dermed kan påvirke retningen og ambitionsniveauet på direktivet.
Formålet med seminaret var at udveksle idéer til et stærkere direktiv, så vi undgår øgede papirprocesser, der reelt ikke har en positiv effekt på menneske- og arbejdstagerrettigheder.
Therese Guovelin, Første Vicepræsident LO, understregede vigtigheden af, at direktivet ”skal have tænder”. Hun uddybede det med, at der skal være konsekvenser for større virksomheder, der ikke overholder menneske- og arbejdstagerrettigheder i alle led af værdikæden. Sanktioner er således nødvendige at inddrage i direktivet.
Vi ønsker et stærkt direktiv, hvor menneske- og arbejdstagerrettigheder står mere centralt. Vi savner en mere udbygget reference til virksomhedernes pligt til at facilitere adgang til retfærdighed for de arbejdstagere og mennesker, som bliver negativt påvirket af virksomhedens adfærd.
Direktivforslaget forhandles på nuværende tidspunkt i Rådet og Parlamentet, og det forventes, at man vil kunne indlede en trilogforhandling først på sommeren.