Politikere, erhvervslivet og fagbevægelsen turnerer ofte verden rundt med glade budskaber om den danske model og alle dens styrker. Det er der god grund til, for det danske arbejdsmarked er unikt, og det kan vi alle sammen tage en del af æren for.
Danske løn- og arbejdsvilkår aftales i overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter. Begge parter går til bordet med skarpe krav – men i sidste ende er der et ønske om et kompromis på begge sider af bordet. Det er helt unikt og forklaringen på, at vi har evnet at finde balancen mellem ordentlig løn, høj fleksibilitet og høj beskæftigelse. Det er ikke sket ved et tilfælde.
Men under overfladen lurer en udfordring, som er en kæmpe trussel for den danske model. Så sent som i onsdags kunne Danmarks Statistik præsentere nye tal, der bekræfter en ærgerlig tendens: Der er tilbagegang i de overenskomstbærende organisationernes medlemstal.
Det er en udfordring, som vi i Fagbevægelsens Hovedorganisation tager dybt alvorligt. Ikke bare for vores egen skyld – for jo, selvfølgelig bærer fagbevægelsen et kæmpe ansvar for udviklingen i organiseringen af lønmodtagere. Men den faldende organisering er en bombe under det arbejdsmarked, vi kender. Og i sidste ende en stor risikofaktor for dansk økonomi.
Giver vi køb på den unikke fleksibilitet, som er et resultat af den danske model, kan arbejdskraften i mindre grad bevæge sig der hen, hvor den gør mest gavn. Det undergraver fremtidens produktivitetsvækst og vil samlet set resultere i et fattigere Danmark.
Langt størstedelen af arbejdsmarkedet er dækket af overenskomster. Det er ubetinget godt, men det er måske også blevet en sovepude. For det siger sig selv, at det øjeblik, hvor lønmodtagersiden ikke er repræsenteret i et stærkt fællesskab, så krakelerer aftalemodellen. Det vil føre til et uorganiseret arbejdsmarked og et farvel til løn under barsel, 6. ferieuge, efteruddannelse, pension, og mange andre grundlæggende rettigheder.
Voksende lavtlønsmarked i Tyskland
Det er næppe i hverken arbejdsgivere eller politikeres interesse. Se bare på de gule veste i Frankrig og det voksende lavtlønsarbejdsmarked i Tyskland. Man skal ikke køre langt mod syd fra den dansk-tyske grænse for at se eksempler på alt det, vi endnu er forskånet for i Danmark.
Den gradvise forringelse af fagforeningsfradraget er desværre et eksempel på en politisk kurs, der skader den danske model. Det har fx udmøntet sig i, at den samlede skatteværdi af fagforeningsfradraget er faldet fra over seks mia. kr. til under to mia. kr. siden midten af 1990’erne.
Fra samfundets side er tilskuddet til de lønmodtagere, der tager medansvar og hver måned betaler kontingent til en fagforening altså reduceret til en tredjedel af hvad det var.
Vi vil opfordre til, at lønmodtagere, arbejdsgivere og et bredt folketing tager den danske models udfordringer alvorligt og tilrettelægger en politik, der understøtter den. For uden den danske model løser vi ikke fremtidens udfordringer.
På tirsdag samler vi fagbevægelsen, erhvervslivet og politikere til Lønmodtagernes Topmøde, og temaet og budskabet er derfor klart: Lad os være fælles om den danske model.