Fra dansk og svensk side har vi, fra de første signaler kom om et udspil, meldt klart ud: EU skal ikke lovgive om lønforhold. Vi har arbejdsmarkedsmodeller, der har fungeret i mere end hundrede år.
Og netop løn er den mest centrale del af de forhandlinger mellem arbejdsgivere og fagbevægelse, der regulerer vores arbejdsmarkedsmodel. Vores model har sikret gode lønninger, høj beskæftigelse og en stærk konkurrenceevne.
Det er resultater, vi ikke ønsker kommer under pres.
Vi anerkender, at der er udfordringer, og at folk mange steder ikke kan leve af deres løn. Men vi er overbeviste om, at de udfordringer ikke skal og ikke bedst løses gennem EU-lovgivning.
Fælles fodslag i Danmark og Sverige
I både Danmark og Sverige er der fælles fodslag mellem fagbevægelse, arbejdsgivere og regeringer i dette spørgsmål.
Takket være det tætte samarbejde mellem parterne – og mellem den danske og svenske regering – er det lykkedes at luge grundigt ud i tidslerne i Rådets position.
Det ændrer ikke ved, at vi ikke ønsker direktivet – men det understreger, at vi står sammen om at værne om vores modeller, når det gælder. Uanset hvordan et direktiv udformes, kan der ikke gives nogen skudsikre garantier for, hvordan EU-domstolen vil fortolke det.
Det er vores ønske og håb, at både den danske og svenske regering holder fast i den linje, der er lagt og vil arbejde tæt sammen med hinanden og med arbejdsmarkedets parter i deres respektive lande. Vi har tiltro til, at det er det, der vil ske – da det er det eneste, der giver mening.
Nej tak til EU-indblanding
Både den svenske riksdag og det danske folketing har klart givet udtryk for, at man ikke ønsker EU-indblanding i lønforhold.
Hvis Frankrig skal i mål med et resultat under dets formandskab, kan man frygte, at franskmændene vil give indrømmelser til Parlamentet. Parlamentets position er meget vidtgående, og hvis de forslag, Parlamentet fremfører, bliver til virkelighed, vil det have umiddelbare, negative konsekvenser for vores arbejdsmarkedsmodeller. Derfor er det vigtigt, at medlemslandene holder fast.
Forfattere
Lizette Risgaard, formand i FH
Jakob Holbraad, direktør i DA
Susanna Gideonsson, forman i LO i Sverige
Matthias Dahl, Vicedirektør for Svensk Næringsliv
Og det er vigtigt, at det franske formandskab fortsat står fast og ikke giver indrømmelser til Parlamentet, selvom Frankrig gerne vil nå et resultat under dets formandskab.
Vi vil dog samtidig gøre opmærksom på, at såvel de danske som de svenske medlemmer af Europa-Parlamentet har ydet en enestående indsats for at modarbejde forslaget om EU-lovgivning om løn.
Ifølge Lissabontraktaten har EU ikke kompetence til at blande sig i løndannelse.
Dertil kommer, at det heller ikke på nogen måde er hensigtsmæssigt, at EU vedtager lovgivning, hvor man blander sig i velfungerende arbejdsmarkedsmodeller på lønområdet eller i forhold til indgåelse af kollektive aftaler.
Enhver indrømmelse er et skråplan
Enhver indrømmelse til Europa-Parlamentet i forhandlingerne vil være et skråplan.
Vi vil derfor takke politikerne i Riksdagen og Folketinget, regeringerne i Danmark og Sverige samt vores medlemmer af Europa-Parlamentet for at have lyttet til og inddraget arbejdsmarkedets parter i arbejdet med EU-forslaget om mindsteløn.
Og vi vil takke for den indsats, der er ydet for at samle ligesindede lande og have arbejdet aktivt for, at det forslag, der danner grundlag for Rådets position, i vidt omfang er formuleret, så potentielle skader på vores model er minimeret. Så langt var vi ikke kommet, hvis ikke der havde været bred enighed og tæt samarbejde mellem vores regeringer og mellem arbejdsmarkedets parter på skandinavisk plan.
Vi bakker varmt og helhjertet op om dansk og svensk EU-medlemskab, hvis fredsbevarende betydning særligt i disse tider med krig i Europa ikke kan overvurderes.
EU skal fokusere på kerneområder
Vi er parate til at indgå i diskussioner og forhandlinger om tiltag, der kan løse de problemer, der helt sikkert er på det europæiske arbejdsmarked. Men når det kommer til lovgivning, bør EU fokusere på sine kerneområder. EU-lovgivning om områder, der bedst løses nationalt, er ikke vejen frem.
Forhandlingerne er i en afgørende fase, og opfordringen herfra til vores regeringer er nu ganske enkelt:
Fortsæt med at arbejde tæt sammen med fagbevægelsen og arbejdsgiverne i jeres lande. Fortsæt med at stå sammen og stå fast. Alt andet risikerer at føre til en svækkelse af vores arbejdsmarkedsmodeller.