Jeg ved ikke, om Eik Dahl Bidstrup, formand for Krifa ikke vil eller ikke kan forstå, hvad diskussionen om forslaget til et EU-direktiv om mindsteløn handler om.
Eid Dahl Bidstrup henviser til, at ”den seneste aftaletekst” tager højde for vores arbejdsmarkedsmodel.
Der er ikke én aftaletekst.
Der er ét udspil fra Kommissionen og derudover to forskellige bud på, hvordan et egentligt direktiv skal se ud. Nemlig henholdsvis Ministerrådets og Europa-Parlamentets forslag.
Det er rigtigt, at det gennem hårdt arbejde fra blandt andet den danske regering, dansk fagbevægelse og de danske arbejdsgivere, er lykkedes at få pillet de værste tidsler ud af Ministerrådets position.
Når Eik Dahl Bidstrup taler om, at aftaleteksten søger at udbrede den danske model til lande med lovbestemt mindsteløn, viser han tydeligt, at han reelt ikke ved, hvad den danske model går ud på.
Ingen – heller ikke Eik Dahl Bidstrup – ved, hvordan et endeligt direktivforslag kommer til at se ud. Europæisk fagbevægelse, ETUC erkender i øvrigt, at de nordiske arbejdsmarkedsmodeller ikke er tilstrækkeligt beskyttet i de forslag, der forhandles om.
Eik Dahl Bidstrup forstår ikke den danske model
Når Eik Dahl Bidstrup taler om, at aftaleteksten søger at udbrede den danske model til lande med lovbestemt mindsteløn, viser han tydeligt, at han reelt ikke ved, hvad den danske model går ud på.
Den er netop kendetegnet ved, at arbejdsmarkedets parter – og kun arbejdsmarkedets parter, forhandler lønnen.
Det kan således ikke forenes med lovbestemt mindsteløn.
Derudover kræver den danske model, at der er både en stærk fagbevægelse og velorganiserede arbejdsgivere. Det er desværre langt fra tilfældet i de fleste andre EU-lande.
Andre lande vælger selv, hvilken arbejdsmarkedsmodel de vil have – vi vil gerne holde fast i vores, da den giver nogle af de bedste lønninger og arbejdsvilkår i EU. Også til de, der vælger at stå udenfor fællesskabet og være medlemmer af Krifa.
Jeg er glad for, at Eik Dahl Bidstrup bekymrer sig om de mange ”working poor” i EU, der ikke kan leve af deres løn. Det problem løses bare ikke med et EU-direktiv om løn.
Den statistik Eik Dahl Bidstrup henviser til, handler om, at risikoen for at leve i fattigdom er stor, hvis ens løn er under 60 pct af medianlønnen i det land, man lever i.
Men hverken Kommissionens, Parlamentets eller Rådets forslag indeholder krav om, at mindstelønnen skal være 60 pct af medianen, 50 pct. af gennemsnittet eller nogen som helst anden indikator for, hvad lønnen skal være.
Direktivet giver i sig selv ikke højere løn
I Rådets forslag opstilles en række kriterier, der skal indgå i fastsættelsen af lønnen. Men de enkelte lande kan selv bestemme vægtningen af de forskellige kriterier. En medlemsstat kan således vælge at lægge altafgørende vægt på produktiviteten.
Derfor gentager europæisk fagbevægelse, ETUC også igen og igen, at direktivet ikke i sig selv giver højere løn til nogen eller løfter nogen ud af fattigdom. ETUC’s håb er, at et direktiv kan skabe nogle rammer for, at fagbevægelsen kan forhandle bedre lønninger.
Vi mener fra dansk side, at det er bekymrende, at fagbevægelsen i mange lande er så presset, at de sætter deres lid til EU-lovgivning for at kunne forhandle og forbedre deres medlemmers løn- og arbejdsvilkår.
Eik Hald Bidstrup blander min frygt for ”glidebanen” ved at lade EU lovgive på et område, hvor de ikke har noget at gøre, sammen med bl.a. Funktionærloven, der er en dansk lov.
Det giver ingen mening.
EU har ikke kompetence til at lovgive om løn
Vi mener, at EU skal koncentrere sig om at spille en rolle, der hvor det virkelig gør en positiv forskel. Og vi vil naturligvis ikke bare acceptere, at EU lovgiver om løndannelse, der udtrykkeligt er nævnt i Lissabon-Traktaten som et område, hvor EU ikke har kompetence.
Uanset hvor mange garantier og udvandinger det lykkes at få ind i et EU-direktiv om mindsteløn, så vil det i sidste ende være op til EU-Domstolen at afgøre, om Danmark lever op til formålet med et direktiv.
Vi holder alt for meget af vores model til, at vi stiltiende vil se på, at det risikerer at blive tilfældet. For det vil nemlig være at gamble med en model, der har tjent lønmodtagerne, virksomhederne og det danske samfund godt i mange, mange år.
Solidaritet er en kerneværdi for fagbevægelsen, og vi bakker aktivt op om kampen for bedre arbejdsvilkår i EU og resten af verden.
Vi deltager i indsatsen mod dårlige vilkår i forbindelse med offentlige udbud, kapacitetsopbygning og støtter vores europæiske kolleger i deres kamp mod de gule fagforretninger, der søger at underminere deres indsats.
At Krifa gnider sig i hænderne ved udsigten til et EU-direktiv om mindsteløn, bestyrker mig kun i, at vores modstand er rigtig.
FH’s og min fortsatte kamp mod direktivet vil i 2022 gå i hånd i hånd med en kamp for en styrket EU-indsats på en række områder, hvor EU har en vigtig rolle at spille.
Det drejer sig om arbejdsmiljø, det drejer sig om rammer for den grønne omstilling og en række andre områder indenfor det indre marked.
Men der er en grund til, at løndannelse specifikt er undtaget for EU-kompetence i Lissabontraktaten. Det er nemlig et område, der løses bedst nationalt af stærke, repræsentative parter på arbejdsmarkedet.