Fem borgerlige partier i Folketinget har netop fremsat forslag om, at arbejdsgivere skal have 2,5 mia. kr. fra den såkaldte AUB-ordning.  

Rigsrevisionen konstaterede for nylig en opsparing på 4,5 mia. kr. i ordningen, der bl.a. skal betale for praktikpladser til lærlinge.

Men alle pengene bør selvfølgelig gå til netop dét formål, de blev indbetalt til: praktikpladser til lærlinge. Det understreger næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Nanna Højlund.

Forslaget fra de borgerlige partier er ufatteligt kortsynet og nærmer sig det uanstændige

Nanna Højlund

”Forslaget fra de borgerlige partier er ufatteligt kortsynet og nærmer sig det uanstændige. Pengene er indbetalt til at sikre tilstrækkelig praktikpladser til lærlinge og elever. Og de penge bør bringes i spil nu, så vi kan sikre at der også i fremtiden er det nødvendige antal faglærte”, siger hun.

14.500 mangler praktikplads til sommer

Til sommer skal ca. 14.500 erhvervsskoleelever ud og finde en praktikplads. Det har i årevis været svært at finde praktikpladser. Nu hvor mange virksomheder lider økonomisk under følgerne af coronakrisen, bliver det markant sværere, påpeger Nanna Højlund.

Der er således her i foråret indgået over 80 procent færre praktikaftaler inden for erhvervsuddannelser sammenlignet med sidste år. Det viser tal fra Industriens Uddannelser for perioden 12. marts til 29. april – målt på 35 erhverv.

På grund af coronakrisen er der endnu mere brug for støtte til praktikpladser end nogensinde før

Nanna Højlund

”På grund af coronakrisen er der endnu mere brug for støtte til praktikpladser end nogensinde før. Der er jo bred enighed om, at Danmark kommer til at mangle et stort antal faglærte i fremtiden.

Der er også bred politisk enighed om, at der er akut behov for hjælp til de tusindvis af erhvervsskoleelever, der inden længe skal ud at søge praktikplads. Så det eneste indlysende er da at bruge de penge, der er afsat til formålet”, siger Nanna Højlund.

Helt ekstraordinær situation

Meningen med AUB-ordningen er, at den skal balancere økonomisk; den skal ikke fungere som opsparing. Derfor skal arbejdsmarkedets parter nu se på, hvordan der fremover kan komme balance i ordningen.

”Det er fint med en justering fremover. Men de penge, der nu ER i AUB-ordningen, bør bruges ekstraordinært til praktikpladser. Fordi vi ganske enkelt står i en helt ekstraordinær kritisk situation,” siger Nanna Højlund.

Hun peger på, at når landet har kunne køre så relativt normalt videre under coronakrisen, skyldes det i høj grad, at meget store grupper af faglærte er blevet på arbejde eller har udført deres arbejde hjemmefra.

”Der er blevet bygget videre, slagtet svin, passet ældre på plejehjem, udbetalt løn og produceret industriprodukter osv.  Det er helt afgørende, at coronakrisen og den efterfølgende økonomiske krise ikke betyder, at vi får en nedgang i antallet af praktikpladser og dermed i antallet af faglærte, ” siger Nanna Højlund.

FAKTA om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag


AUB er en selvejende institution, der administreres af ATP. Pr. 1. januar 2018 er der indført en ny ordning med praktikpladsafhængigt AUB-bidrag. 
Mål: at sikre 8.000-10.000 flere praktikpladser om året til erhvervsuddannede.
Metode: belønning af arbejdsgivere, der opretter nok praktikpladser – afgifter til de arbejdsgivere, der ikke bidrager nok.

Obligatorisk for alle arbejdsgivere, der i det forudgående år har haft en eller flere fuldtidsmedarbejdere med en erhvervsuddannelse som højest fuldførte uddannelse.

Rigsrevisionens seneste rapport (slutningen af april) viser, at der er en opsparing på 4,5 mia. og et løbende overskud på 1,5 mia. kr. i ordningen.

Hvis arbejdsgiverne får tilbagebetalt en del af deres indbetalinger, sådan som den borgerlige opposition foreslår, vil det estimerede overskud i 2020 blive vendt fra 1,5 mia. til et underskud på 1,4 mia.