I både 2008 og 2009 blev hun ved afstemning kåret som den mest magtfulde kvinde i Holland. Hun var den første kvindelige formand for FNV, der med en million medlemmer er Hollands største fagforening.  Og i de seneste fem år har hun været en stemme i Europa-Parlamentet, der var svært at komme uden om på de fleste områder i arbejdsmarkedspolitikken. Men der er en sektor, der står hende særligt nær.

– Jeg har beskæftiget mig med transportsektoren i det mest af mit arbejdsliv, og jeg har et blødt punkt for lastbilchauffører. Jeg kan ikke besøge Rotterdam uden at køre en tur på havnen og tjekke de forskellige skibe og lastbiler ud. Det er betagende at være lige der, hvor den globale udvikling stævner ud, siger hun med en indlevelse, der tager en med væk fra det lille grå kontor på de lange grå gange og det belgiske gråvejr. Og mens Agnes Jongerius mentalt står der på havnen, krydser hendes tanker også det store ocean.

– Vi lever i meget interessante tider. Vi kan se en fornyelse af den amerikanske fagbevægelse. De unge går på gaden og kræver bedre løn og bedre arbejdsvilkår. De støtter op om fagbevægelsen. Jeg håber, at den er i stand til at optage al den nye energi, der kommer fra de unge, siger hun og vender tilbage til Europa.

Unge mennesker og gamle dyder
– I går var der en stor strejke i Holland. Det var skolelærere, som kræver en løn, der svarer til deres indsats. Det var en kæmpesucces, fordi det netop var kombinationen mellem al den erfaring og kraft der er bygget op i fagbevægelsen gennem mange år og så den gnist og det engagement, der er i unge mennesker, siger hun og stiller sig selv spørgsmålet om, hvorfor de unge så ikke samtidig melder sig ind i fagbevægelsen.

– Det er vores forpligtelse at være nysgerrighed efter at finde ud af, hvad der driver de unges motivation og, hvordan vi kan imødekomme den. Vi har brug for de unges drømme, visioner og håb, og det kræver, at vi er villige til at forandre os og ikke bare gøre tingene på samme måde, som vi altid har gjort, siger hun og kigger på Fagligt.EU’s udsendte:

– Den danske fagbevægelse er et lysende eksempel. Det er I på flere måder. I har jo tegnet overenskomster med platforme. Uber har hovedkontor i Holland, fordi det giver en skattemæssig fordel. De siger, at de ikke et taxaselskab. De hævder, at de er en meget moderne virksomhed, og at de er fremtiden. App’en er meget smart og moderne, men deres forretningsmodel er altså fra det 19’ende århundrede. De gør det samme, som arbejdsgivere gjorde før i tiden, inden fagbevægelsen afskaffede daglejere. Og det gør mange andre arbejdsgivere også, siger hun og fortsætter:

– De udnytter mulighederne i det indre marked til at åbne eksempelvis postkasseselskaber og underbyde løn og arbejdsvilkår. Og det føles som om, at der ikke er en bund, selv om vi her i EU forsøger at stoppe det.

Langsom lovgivning
Agnes Jongerius tager en dyb vejrtrækning.

– I den seneste mandatperiode var vores store sejr, at vi var i stand til at stoppe en dårlig udvikling i transportsektoren. Det kan man være glad for. Men det er noget andet end at skabe bedre arbejdsvilkår for chaufførerne. Lovgivningen er virkelig langsom i forhold til udviklingen. Vi er mange der skal være enige. Jeg håber, at vi kan gøre fremskridt i denne her periode, men jeg er ikke så optimistisk omkring det. Dels fordi der er en kamp mellem øst og vest, og dels fordi det også kræver, at dem, der bliver udnyttet, står frem – det vil sige de mest sårbare arbejdstagere. Så det er ikke så ligetil, siger hun og kigger op på sin assistent, der netop er trådt ind på kontoret.

Assistenten prikker højre finger ned på venstre håndled. Tiden er gået og det bliver Agnes Jongerius også nødt til at gøre for at nå næste vigtige punkt i kalenderen.