Flere unge skal blive klogere på erhvervsuddannelser og de videregående naturvidenskabelige uddannelser.

Derfor har Dansk Arbejdsgiverforening nu lanceret initiativet Åben Virksomhed, der er et samarbejde mellem virksomheder og skoler landet over.

Her står virksomhederne klar til at modtage skoleelever, der skal lære om kodning, robotter, matematiske modeller, organisk kemi, kroppens funktioner og meget mere.

Læs mere om Åben Virksomhed

  • På åbenvirksomhed.dk kan du læse mere om de 200 undervisningstilbud i STEM-fagene: naturvidenskab, teknik/ teknologi, IT og matematik.
  • Du kan også se video’er, hvor både elever, lærere og virksomheder fortæller om deres erfaringer med Åben Virksomhed.

Gå til åbenvirksomhed.dk

Lærere og virksomheder samarbejder om undervisningen

åbenvirksomhed.dk findes en komplet oversigt over alle virksomhedernes tilbud, som alle er deciderede undervisningsforløb til bestemte klassetrin i folkeskolen.

De enkelte forløb er udviklet i samarbejde med lærerne. Det skal sikre, at alle forløb passer ind i de mål, som Undervisningsministeriet har defineret for hvert klassetrin.

På hjemmesiden kan virksomheder også finde undervisningsformater, de kan bruge, når skoleklasser kommer ud og skal lære.

Mere end 250 tilbud om undervisning

Åben Virksomhed har nu mere end 200 undervisningstilbud inden for temaerne: Håndværk og Design, Biologi, Natur og Teknologi, Matematik, Fysik/Kemi og Geografi. Undervisningen foregår på virksomheder i de fleste kommuner i Danmark, og der kommer flere.

Inkluderet i alle forløb er et besøg på en virksomhed. Her skal eleverne løse en faglig opgave.

Hensigten er at gøre det klart for eleverne, at de kompetencer de får i grundskolen, ikke er for afgangsprøvens eller lærerens skyld. Men at deres faglighed senere kan bruges til at løse konkrete opgaver for virksomheder.

Lizette Risgård, formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation sider i Åben Virksomheds “Advisory Board” og udtaler:

Hvis virksomhederne vil have nok hænder i fremtiden, skal de være synlige der, hvor interessen og begejstringen skabes. Nemlig i børnenes hverdag. Det står virksomhederne nu klar til. Jeg håber, mange vil gribe den nye mulighed

Lizette Risgaard, Formand for FH

Begejstrede elever, lærere og virksomheder

Erfaringerne med Åben Virksomhed er ikke til at tage fejl af, hvis man spørger både elever, lærer og virksomheder.

Eleverne er begejstrede for at komme helt tæt på virkelighedens arbejdsliv ude på virksomhederne. Det giver dem inspiration og gør det nemmere at vælge retning for deres videre uddannelse.

Virksomhederne får helt nye friske idéer fra de skarpe og spørgelystne elever. Nogle mener ligefrem at det kan styrke deres langsigtede rekrutteringsplan, at unge mennesker så tidligt i deres uddannelse får besøgt virksomheden.

Filmen viser hvad eleverne siger til projekt Åben Virksomhed
Filmen viser hvad virksomhederne siger til projekt Åben Virksomhed

Bag Åben Virksomhed

Bag Åben Virksomhed står der et Advisory Board, som har bidraget med værdifuld viden undervejs. Det består af :

  • Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening,
  • Anne Vang Rasmussen, formand for Børne- og Kulturchefforeningen og direktør i Ballerup Kommune,
  • Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen,
  • Esben Højlund, adm. Direktør i Advice A/S,
  • Lizette Risgaard, formand for FH,
  • Poul Skadhede, Group CEO i Valcon A/S og OMT A/S,
  • Sarah Gruszov Bærentzen, formanden for Danske Skoleelever,
  • Thomas Gyldal Petersen formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg og Borgmester i Herlev
  • Jacob Holbraad Direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.