Dansk økonomi står stærkt, og der er rigtig gode muligheder på jobmarkedet. Beskæftigelsen er høj, men der er stadig et stort potentiale gemt i befolkningen, hvilket kan komme hele økonomien til gavn.

Denne analyse stiller skarpt på personer i slutningen af 20’erne og 30-årsalderen. Tallene viser, at beskæftigelsesgraden er lavere for ufaglærte i denne aldersgruppe end for befolkningen samlet set. Alt i alt er der et bruttopotentiale på 86.000 personer i aldersgruppen, der enten er arbejdsløse eller på kanten af arbejdsmarkedet.

Samtidig er der et udbredt ønske om opkvalificering blandt lønmodtagerne. Mere end halvdelen af lønmodtagerne ønsker at skrue op for brugen af efteruddannelse. På den baggrund foreslår FH at puste nyt liv i jobrotationsordningen for at slå to fluer med et smæk.

Mange i arbejdsstyrken er i beskæftigelse

Fremgangen på arbejdsmarkedet kommer til udtryk i form af en høj beskæftigelsesgrad. Omkring 9 ud af 10 i arbejdsstyrken er i enten ordinær eller støttet beskæftigelse, og det er i sig selv et ud- tryk for, at hovedparten af dem, der kan arbejde, også er i arbejde.