Hvad vil politikerne med vores samfund?

Topskatten er åbenbart det ’problem’, som De Konservative mener bør løses, før man fx finansierer bedre ældrepleje, eller en ordning til nedslidte, som tager smertestillende medicin for at kunne arbejde.

Meget nobelt, ikke? 🙁

Det som får mit blodtryk til at stige, er ikke forslaget i sig selv.

For vi ved jo godt, at der er politikere, som hellere vil give penge til de rigeste frem for at forbedre eksempelvis rengøringsforholdene for ældre – men så vær’ dog ærlige omkring det!

Hvis nu De Konservative skulle være fuldstændig ærlige, så burde de da informere danskerne om, at deres forslag først og fremmest forgylder de rigeste på bekostning af fællesskabet.

LIZETTE RISGAARD, Formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation

Konservative forslag finansieres af ringere velfærd

Det som gør mig arrig er, at De Konservative finansierer deres forslag med ringere velfærd.

Vi ved, at der kommer flere ældre. Det betyder, at hvis vi skal have samme oplevelse af velfærd i de kommende år som i dag – ja så er der altså ikke råd til de skattelettelser, som blå blok ønsker at indføre.

Hvis nu De Konservative skulle være fuldstændig ærlige, så burde de da informere danskerne om, at deres forslag først og fremmest forgylder de rigeste på bekostning af fællesskabet.

De Konservatives skatteplan handler jo i bund og grund om, at dem som bor i de dyreste boliger, dem som køber de dyreste biler og dem som arver flest penge – ja de skal da også have flest penge i skattelettelser.

Pengene tages fra den offentlige velfærd

Hvordan tror du, at De Konservative vil få råd til det?

De Konservative vil tage penge fra vores offentlige velfærd, afskaffe den sidste rest af efterlønsordningen, afskaffe seniorjobordningen og bruge færre penge på at hjælpe de ledige i arbejde.

Sig mig lige engang; Er De Konservative fuldstændig ligeglade med, om der er lønmodtagere i landet, som går direkte fra et livslangt bidrag på arbejdsmarkedet og over til sygesengen?

Hvem taler de svageste og nedslidtes sag?

Er der virkelig ikke ét folketingsmedlem i Venstre, Konservative og LA, som rejser sig under gruppemøderne og taler de svage og nedslidtes sag? Tydeligvis ikke.

Faktum er, at De Konservatives skatteplan vil komme de rigeste til gavn. Punktum.

LIZETTE RISGAARD, Formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation

I offentligheden argumenterer De Konservative for topskattelettelserne som en gave til de ufaglærte og faglærte. Sjovt nok, glemmer de samtidig at fortælle, at det er selv samme grupper, som kommer til at betale for gildet.

Faktum er, at De Konservatives skatteplan vil komme de rigeste til gavn. Punktum.

En stemme på blå blok er en stemme på ringere velfærd

Tallene viser det sort på hvidt: De Konservatives topskattelettelser kommer borgerne i Gentofte, Rudersdal og Hørsholm mest til gode. Dem som får mindst ud af deres forslag er borgerne i Langeland, Lolland og Morsø Kommune.

Politikerne bør jo sige det, som det er: ”En stemme på blå blok er en stemme på en ringere velfærd og færre penge til de fattigste – til gengæld giver vi gerne skattelettelser til de rigeste”.

Alle de reformer som var ’nødvendige’ under finanskrisen skaber stadig stor frustration. Også i de dele af landet, som man ikke kan se fra toppen af Christiansborgs tårn.

Min oprigtige bekymring er, at vores velfærdssamfund langsomt amputeres.

Sundhedsvæsenet er plaget af pres og desperation

Besparelserne i Skat er et af de bedste eksempler på, at det kan være rigtig dyrt at skære i budgetterne.

Sundhedsvæsenet er ligeså plaget af et fortsat pres. Det er ikke lang tid siden, at en klinikchef på Rigshospitalet sagde op – ikke i protest, men i ”desperation” over de årlige besparelser. Det er da lige så tankevækkende, som det er gruopvækkende.

Uddannelserne må år efter år forringe kvaliteten af den uddannelse vores unge får – Blå blok skal jo finde pengene til deres skattelettelser et sted.

Og vi er ikke engang kommet ind på de kontanthjælpsmodtagere, aktiveringssystemet og alle vores syge medborgere som lider under meget stramme regler for førtidspension.

Mere ulighed og ringere velfærd

Vi er stadig et pænt stykke fra amerikanske, britiske og franske tilstande.

Men mere ulighed og ringere velfærd er nu engang to ingredienser, som vil forandre det danske samfund i en retning ALLE helst vil undgå.

Vi ønsker jo hverken en dansk Trump, et dansk bye bye til EU eller aggressive gule veste på Rådhuspladsen.

Konservative vil øge uligheden mellem top og bund

Derfor skylder De Konservative og resten af blå blok at tale lige ud af posen: Deres politik vil øge uligheden mellem top og bund. Der er ikke råd til både skattelettelser og samme niveau af velfærd.

Danskerne skal inden længe vælge, folketingsvalget er nær. Jeg håber, at danskerne vil sætte krydset ved politikere, som vil stoppe uligheden og styrke velfærden. 

Overblik: Mere om ulighed på fho.dk

Debatindlægget er bragt på Avisen Danmark 16.04.19

Foto: Bureau Scanpix/Fotograf Thomas Lekfeldt