Inden for arbejdsvilkårsdirektivet var der særligt tre ting, der var vigtige for fagbevægelsen. Det var, at direktivet omfatter alle som er i job, uanset ansættelsesform, herunder at også platformsmedarbejdere bliver tænkt ind, og at den enkelte kender deres vilkår, inden de begynder på arbejdet – altså at ansættelsebeviset er plads senest ved jobstart.
Det er ikke alle arbejdstagere, der er omfattet, da Rådet har besluttet, at arbejdstagere først har krav på et ansættelsesbevis, hvis de arbejder fem timer om ugen. Og det er virkelig ærgerligt, mener næstformand i LO Arne Grevsen.
– Det er de grupper, der står yderst på arbejdsmarkedet, der har mest behov for den beskyttelse, der ligger i det her direktiv, siger han.
Mens arbejdsgiveren tidligere havde op til to måneder til at oplyse arbejdstageren om arbejdsvilkårene, er tidsfristen i det nye udkast af direktivet nedsat til en uge. Det handler om basale oplysninger såsom arbejdssted, arbejdstid og løn.
– Grundlæggende har jeg svært ved at forstå, at der er nogen, der synes, at det er urimeligt, at man skal have sine arbejdsvilkår på skrift, inden man skal møde på arbejde, siger Arne Grevsen.
Samtidig besluttede EU-ministrene på rådsmødet, at to måneders forældreorlov fremover bliver øremærket til fædre, hvoraf halvanden måned skal være betalt. I dag er der fire måneders forældreorlov, men ingen bestemmelser om øremærkning. Det var et af de helt store elementer i et direktivforslag, som skal sikre en bedre sammenhæng mellem familie og arbejdsliv. Med direktivet følger også en ny ret til omsorgsdage, som allerede kendt fra de danske overenskomster og aftaler.
Den sidste store sag – den om social sikring, i EU-sprog kaldet forordning 883 endte heller ikke i Danmarks favør. Danmark har arbejdet for en indeksering af børnepengene, men det lykkedes ikke at få den igennem i Rådet.
– Arbejder man i Danmark og har børn i et andet land, skal man have børnepenge, som svarer til priserne i det pågældende land. Alt andet vil være urimeligt. Man skal huske på, at i nogle lande er leveomkostningerne en tredjedel af de danske. Derfor prøver jeg i samarbejde med bl.a. Tyskland igen at råbe de andre lande op. Vi kæmper videre til rådsmødet og ved de efterfølgende forhandlinger i Europa-Parlamentet, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.