Energien og engagementet under forårets lange OK18-forhandlinger blev fremhævet af både LO’s næstformand Morten Skov og FTF’s formand Bente Sorgenfrey, da fagbevægelsens mødested, Folkets Hus, åbnede for lidt siden.
”OK18 er netop afsluttet, og det som står klarest frem, er det kæmpestore engagement og den energi, som de fagligt aktive har vist rundt om i landet. Forløbet og resultatet viste værdien af det stærke sammenhold, der er i OK-fællesskabet. Den energi skal vi samle op i OK-indsatsen, så ingen er i tvivl om hvad forskellen er på rigtige fagforeninger og de gule”, sagde Morten Skov.
Bente Sorgenfrey kædede OK-engagementet sammen med den nye store hovedorganisation, der ser dagens lys ved årsskiftet.
”Vi skal samle formå at samle og videreføre energi fra OK18 som det helt afgørende centrale talerør for danske lønmodtagere. Fusionen vil styrke vores samlede politiske indflydelse: Vi vil komme med løsninger til samfundets udfordringer på vegne af næsten 1,5 millioner lønmodtagere – der jo i høj grad skaber samfundets værdier med deres arbejde og ved at betale skat”.
På programmet i Folkets Hus er bl.a. morgenmad og debat med innovationsminister Sophie Løhde og partiformændene Mette Frederiksen og Kristian Thuelsen Dahl.
Der er en række debatter bl.a. om det lønmodtagernes interesser ved det kommende valg i en debat med de politiske kommentatorer Jarl Cordua og Lars Trier Mogensen. På programmet er også disruption set med lønmodtagernes briller, myterne om dagpengesystemet, fremtidens danske model i det offentlige, medarbejdernes rolle i udviklingen af den offentlige sektor (se boks).
Derudover afholder en række af LO’s og FTF’s medlemsorganisationer arrangementer i Folkets Hus – fx OK Poetry Slam, fredag kl.18.30-19.00 (arr. Frie Skolers Lærerforening) – en konkurrence om at præsentere det bedste indlæg for fagbevægelsen og den danske model – fremsagt som digt. OK Poetry Slam har efterhånden fået tradition for at være et tilløbsstykke.