Spørgsmål fra forældre, nye regler for arbejdsprøvning og ideer til undervisning. Lise Witfelt sidder i det lille forberedelsesrum og holder tungen lige i munden, mens hun prøver at overskue de omkring 30 post-its, der hænger på computerskærmen. Hun kigger på uret, hvor klokken viser 16.00.


Arbejdsdagen er officielt slut, men Lise Witfelt ved, at hun ikke kan lade den gule kollage af dårlig samvittighed vente til i morgen. Opgaverne vil bare hobe sig op. Hun klistrer de gule sedler ind i kalenderen og vender snuden hjemad for at arbejde videre.
”Jeg var så bange for at glemme, at jeg skrev alting ned,” siger den 52-årige folkeskolelærer, mens hun tænker to år tilbage.

Dengang havde Lise Witfelt arbejdet ti år på en folkeskole, hvor strukturændringer kombineret med ledelsesproblemer gjorde, at arbejdstempoet var skruet op på maks.
Ændringerne gik kort fortalt ud på, at klassetrinene på kommunens skoler skulle omrokeres. Det betød, at Lise Wilfelt og hendes kollegaer jonglerede mellem nye læreteams, skemaændringer og en masse nye elever.
”På trods af de nye arbejdstidsregler var der flere af de andre lærere, der ligesom jeg selv tog opgaver med hjem. Der var simpelthen ikke tid til at nå det hele på en 41-timers arbejdsuge,” uddyber hun.

Kollegaer sagde op på stribe
Ifølge Lise Witfelt gik omkring 16 lærere ned med stress eller skiftede job i løbet af to år. Hun peger på, at det ikke var selve ændringerne, men derimod ledernes håndtering af de nye forhold, der var skyld i lærerflugten.
”Vi følte os mildest talt som små ludo-brikker. Ledelsen rykkede rundt på os, som det passede dem uden, at hverken vi, eleverne eller forældrene fik nogen forklaringer. Det var stressende, og vi følte os magtesløse overfor ledelsens metoder,” forklarer hun.
Hvis en forælder ringede skoleledelsen op og klagede over undervisningen eller udskiftning af lærere, var det lærerne, der stod for skud. Det skabte konflikter, både mellem lærere og ledelsen, men også mellem forældre og lærere, tilføjer Lise Witfelt.
”Ledelsen forventede, at vi var loyale overfor dem og bakkede op om deres beslutning, men det var somme tider rigtig svært, fordi vi i den grad følte os trådt på,” uddyber hun.

Ledelsen nægtede problemer
De mange sygemeldinger og opsigelser betød, at Lise Witfelt og de lærere, der var tilbage, måtte løbe ekstra hurtigt. Lise Witfelt overtog blandt andet mange omsorgsopgaver, hvor hun fx løste konflikter mellem elever eller holdt trivselssamtaler med forældre.
”Selvfølgelig gik samarbejdsproblemerne mellem os lærere og ledelsen også ud over eleverne. De fik hele tiden nye undervisere, de skulle forholde sig til, og der var generelt meget uro i klasserne,” siger hun.
Lise Witfelt forklarede flere gange ledelsen, at klasserne fungerede dårligt både fagligt og socialt. Men ifølge hende selv blev hun gentagende gange mødt med svar som: ’jeg kan godt se, det må være svært for dig at være i’, eller ’jeg tror, du stiller for høje krav til dig selv, måske du skal sætte ambitionsniveauet lidt ned’.
”Det var ekstremt frustrerende, at mine henvendelser blev skubbet til side som om, det var mig, som havde et problem. Selvom det var hverdag, at kollegaer brød sammen på lærerværelse, nægtede ledelsen, at skolen havde udfordringer med undervisningen og det psykiske arbejdsmiljø,” siger Lise Witfelt.
Ligesom lærerne kørte ledelsen også i et arbejdstempo, der sagde spar fem. Og når Lise Witfelt tænker tilbage, kan ledelsesproblemerne have været et resultat af, at lederne selv var stressede og derfor ikke magtede de strukturændringer, skolen stod midt i.

Familien sagde stop
I lang tid havde Lise Witfelt både søvnproblemer, migræne og manglende appetit, og hun var flere gange på nippet til at smide håndklædet i ringet og sygemelde sig. Men trods de tydelige symptomer på stress blev hun og kæmpede videre.
”Jeg havde meget svært ved at acceptere, at jeg ikke kunne løse de problemer, der var på skolen. Det var først, da min familie sagde, at jeg ikke kunne blive ved med at arbejde i døgndrift, at jeg begyndte at se mig om efter et andet job,” forklarer hun.
I dag er Lise Witfelt ansat på en anden folkeskole, hvor hun har et godt samarbejde med ledelsen og er sluppet af med stresssymptomerne. Selvom hun er i et nyt job, ses hun stadig med en håndfuld af de gamle kollegaer.
”Det er vigtigt for os at holde kontakten, fordi vi har brug for et rum, hvor vi kan tale om det knæk, vi oplevede. Mange er heldigvis kommet videre, men nogle kæmper stadig med helbredsproblemer som følge af den stress, de oplevede på skolen,” siger Lise Witfelt.