Regeringen har offentliggjort deres plan for fremtidens nye skatteforvaltning. Det sker på baggrund af en række skandaler, hvor SKAT ikke har kunnet leve op til opgaverne, og svindlere har haft relativt frit løb. Dertil kommer, at IT-projekter har været fejlslagne, så inddrivelse af gæld til det offentlige ikke er blevet foretaget, og der derfor med de seneste opgørelser skyldes ca. 100 mia. kr. til det offentlige.
Den nye plan for skattevæsenet betyder, at SKAT nedlægges og bliver til 7 nye styrelser med hvert sit fagområde. Det er:

      Gældsstyrelsen – Inddrivelse af gæld til det offentlige.

      Vurderingsstyrelsen – Vurdering af offentlige ejendomme og grunde.

      Skattestyrelsen – Betaling af skatter, afgifter og moms.

      Toldstyrelsen – Enkel og korrekt afregning af told.

      Motorstyrelsen – Registrering og afgiftsberegning af alle motorkøretøjer.

      Udviklings- og Forenklingsstyrelsen – It-systemer og data på tværs af skattevæsnet samt målrettede udviklings- og forenklingsprojekter.

      Administrations- og Servicestyrelsen – Støttefunktioner som rekruttering, HR, regnskab og indkøb på tværs af skattevæsnet.

Hovedkvarteret for 5 af de 7 nye styrelser placeres uden for Københavnsområdet. Derudover har alle styrelserne lokationer i flere byer.
Den nye plan for skattevæsenet er en opfølgning på regeringens plan fra august 2016, hvor regeringen ønskede skat opdelt i 4 styrelser. Dertil kom, at der skulle afsættes 7 mia. kr. over 4 år til skattevæsenet, herunder at der skulle ske ansættelse af 2.000 medarbejdere frem til 2020. Man regnede med, at der i samme periode ville være afgang på grund af alder på ca. 1.000 medarbejdere, således at netto resultatet af regeringens redningsplan for skat, ville blive ca. 1.000 flere medarbejdere. Tilførslen af 7 mia. kr. og de ca. 1.000 flere medarbejdere er fastholdt i den nye plan, hvor altså de 4 styrelser er blevet til 7. De nye styrelser etableres pr. 1.7.2018.
FTF vurdering
SKAT har længe været udsat for omfattende nedskæringer, grønthøsterbesparelser og mangelfuld ledelse, som har kostet dyrt på inddrivelsen af skatter mv. til finansiering af vores velfærdssamfund. Der er der et påtrængende behov for at rette op på. Der er der i høj grad tvivl om regeringens plan for skattevæsenet kan leve op til. Som regeringen selv skriver i oplægget er det en omfattende opgave at etablere 7 styrelser og når det så skal gøres ovenpå en styrelse som er tvunget i knæ, synes opgaven overvældende. Dertil kommer, at regeringen bruger denne omlægning til at pleje udflytningspolitik, hvilket risikerer at plukke SKAT for de sidste faglige ressourcer. Erfaringen fra de øvrige udflytninger af styrelser viser jo, at kun ca. ¼ af medarbejderne flytter med og konsekvenser er betydelige kompetencetab. Det har vi ikke råd til med SKAT, som har behov for at fastholde alle de kompetencer, de kan.
Udover at SKAT pålægges store opgaver med etablering af nye styrelser og udflytning, rettes der heller ikke op på skattevæsenets behov for ressourcer. Ganske vist tilføres 7 mia. kr. over de næste 4 år, men en stor del af de midler skal gå til investeringer i nye IT-systemer i stedet for de tidligere indkøbte, der ikke kunne bringes til at virke.
Der tilføres netto 1.000 flere medarbejdere, men samtidig er der i den senest vedtagne finanslov vedtaget grønthøster besparelser, der frem til 2020 vil resultere i ca. 800 færre medarbejdere. Så netto-tilførslen af medarbejdere er altså langt mindre. 
Der er det også afgørende vigtigt, at den nye professionsbachelor uddannelse målrettet skattemedarbejdere kommer i gang, så der kan rekrutteres kompetent personale.