Af Mette Frederiksen
Lizette Risgaaard
Bente Sorgenfrey
Den bedste danske opfindelse i de sidste 150 år er vores velfærdssamfund. Ideen om, at vi som samfund har ansvaret for at tage hånd om hinanden og sikre hinandens velfærd. En idé som fortsat er værd at kæmpe for. Også når der opstår kriser, og når problemerne vokser sig store.
Vores velfærdssamfund er et særkende for Danmark. Det skaber frihed og tryghed for den enkelte med afsæt i et stærkt fællesskab. Vores skoler og uddannelser giver mulighed for, at vi alle kan forfølge de ønsker og drømme, vi har for vores liv. Fri og lige adgang til sundhed og et højt niveau af sociale ydelser udgør et sikkerhedsnet, der griber os, hvis vi bliver syge eller mister vores job eller arbejdsevne.
Sådan skal det blive ved med at være. Vores velfærd bygger på fællesskab, hvor vi tager ansvar for hinanden og tager aktiv del i vores institutioner.

Men vores fællesskab er udfordret. De sociale skel i vores samfund er de seneste år blevet større. De sidste 30 år har svaret på velfærdssamfundets problemer ofte lydt: Flere styringsværktøjer og mere lovgivning. Når alt for mange børn forlader skolen uden måske at kunne læse, skrive eller regne i tilstrækkeligt omfang har svaret været: Handleplaner og elevplaner. Når vi har mødt ældre, som ikke bliver behandlet værdigt i hjemmeplejen, har svaret været: Minutiøs tidsregistrering. Og hvis personalet på vores hospitaler ikke har haft tid til at tage sig af vores syge, har svaret været: Mere dokumentation.
Den offentlige sektor er blevet mere moderne og professionel. Vi kan meget mere i dag, end vi kunne i 80’erne. Men det har ikke været en mirakelkur.
Kerneopgaven langt væk
Når vi taler med de offentligt ansatte, hører vi ofte den samme historie. Papirarbejdet fylder for meget. Sygefraværet er højt. Der er sparet for meget. Dokumentationskravene forekommer på flere områder meningsløse og omstruktureringerne endeløse. Man mærker det som borger. Kerneopgaven føles ind imellem langt væk til fordel for alenlange skemaer, der skal udfyldes.
Meget dokumentation giver mening. Men det giver for eksempel ikke mening at skulle dokumentere samme oplysning flere steder, i forskellige systemer, som over halvdelen af FOA’s medlemmer oplever, at de skal. Og andre offentligt ansatte som for eksempel socialrådgivere, sygeplejersker og pædagoger bruger i gennemsnit en time om dagen på registreringer og dokumentation.
Mange sukker efter bedre kvalitet og mere tid til de reelle opgaver, den borgernære service. Noget er gået galt i styringen af vores velfærdssamfund.
Når borgere og medarbejdere møder et system, der er viklet ind i kontrol og mistillid, bliver tilliden til den offentlige sektor svækket. Problemet er, at medarbejdernes mulighed for at gøre en forskel lige så langsomt begynder at træde i baggrunden, når man bliver mødt med mistillid, kontrol og registrering, der ikke giver mening, samtidig med at borgerne føler, at systemet ikke lytter.
Brug for ny reform
Derfor kan svaret ikke længere blot være mere kontrol. Vi er kommet til en skillevej. Den offentlige sektor skal ikke ses som en ineffektiv økonomisk byrde, der per definition kan drives bedre og mere effektivt af private. Tværtimod. Den er en vigtig forudsætning for, at vi i dag lever i et af verdens mest frie, lige og rige samfund.
Vi mener, at der er brug for en ny reform. En reform i ordets positive form – en reform til det bedre, hvor kvalitet i velfærden er hele omdrejningspunktet. Hvor vi skaber rum for faglighed og ledelse. Hvor vi genskaber respekten for det enkelte menneske, for den enkelte medarbejder og for vores fællesskab. Og hvor vi område for område sætter gang i afbureaukratisering. Vi har kort sagt brug for, at politikkerne dropper detailstyringen.
Fagligheden tilbage
Vi har fire mål, der kendetegner vores vision om fremtidens offentlige sektor. For det første skal vi have fagligheden, arbejdsglæden og stoltheden tilbage. Vi skal give medarbejderne og ledere mere frihed til at bruge deres faglighed. Det vil vi gøre ved at afskaffe al unødig bureaukrati og kontrol.
Der skal ryddes op i procesregler og dokumentationskrav og frigøres mere tid, som medarbejderne kan bruge sammen med borgerne. Samtidig skal Christiansborg holde sig tilbage. Det betyder, at Folketinget skal undgå at vedtage ny lovgivning baseret på enkeltsager.
Tættere på borgeren
For det andet, skal den offentlige service tættere på borgerne. I de senere år er stort set alt blevet centraliseret. Men der er fortsat opgaver opgaver der løses bedst tæt på borgerne. Her kan brug af ny teknologi og digitale løsninger være en af løsningerne til øget serviceniveau for borgerne, og det gælder i særdeleshed, når medarbejderne bliver inddraget i udviklingen af løsningerne og uddannet til at bruge dem.
Investering i mennesker
For det tredje, skal vi investere i mennesker. Vi skal sætte ind langt tidligere, mens problemerne er små, og ikke først når de har vokset sig store og uoverstigelige. Det kræver en omstilling af den offentlige sektor, hvor der skridt for skridt flyttes ressourcer til den tidlige indsats og forebyggelse.
Bedre ledelse
For det fjerde, så skal drivkraften i en reform af den offentlige sektor være bedre ledelse og en styringsmodel, der sætter de overordnede rammer uden at detailstyre, og som giver plads til den tidlige indsats, når den er nødvendig. Godt lederskab, der sætter den faglige retning for indsatsen, motiverer medarbejderne og skaber arbejdsglæde i hverdagen.
Det er nøglen til at skabe nye og bedre resultater og forny styringen af den offentlige sektor. Hvis det skal lykkes, så skal politikerne give lederne og medarbejderne på vores skoler, plejehjem, jobcentre, børnehaver og sygehuse den nødvendige plads til selv at handle.
Vores mål for en ny reform af den offentlige sektor er klare. Men de er ikke nemme. De er heller ikke nødvendigvis dækkende for alt, hvad der skal ske i velfærdsreformen. Men vi kan lige så godt slå fast, at der vil blive målt, og der vil være ledelse. En god ledelse. For vi skal jo vide, hvornår vi indfrier forventningerne, og hvornår vi ikke gør.
Vi skal lære af hinanden
Vi skal stadig måle os med hinanden og lære af de bedste. Og det er jo et åbenlyst problem, at så mange børn afslutter skolen uden at kunne læse og skrive. Men det skal ske med en anden form for tillid og respekt for den enkelte og for fagligheden, end den vi kender i dag. Der vil også blive ved med at komme opgaver, der skal løses uden en masse nye penge.
Men der skal grundlæggende være overensstemmelse mellem opgaver og ressourcer – og opgaverne skal løses med respekt for fagligheden og ud fra ønsket om at gøre en forskel.
Det her er ikke en reform, der kun kan besluttes på Christiansborg. Det er heller ikke gjort med en beslutning på et rådhus eller i et direktionslokale. Det en forandring, der skal ske i et tæt partnerskab mellem ledelse, faglige organisationer, medarbejdere og ikke mindst de borgere, som har forventninger til vores velfærdssamfund.
Velfærdssamfundet blev i sin tid bygget på værdien om medmenneskelighed og sammenhold. Vi mener, at vi bærer ansvaret for hinandens velfærd, og at den grundlæggende værdi er stærkere end vores behov for kontrol og dokumentation. Vi har løst store problemer i velfærdssamfundet før.
Det kan vi gøre igen og udløse det kæmpe potentiale for bedre kvalitet, der er i den offentlige sektor.