Man kan sige det ret enkelt: EU er en fordel for danske lønmodtagere.

Sådan lægger Lizette Risgaard, formand for LO ud, da Fagligt.EU spørger til, hvordan hun ser på EU-samarbejdet lige nu. Men så tilføjer hun prompte: 

Men der er desværre den udbredte opfattelse, også i Danmark, at EU ikke er til for almindelige mennesker. Og den opfattelse kommer ikke ud af den blå luft. Efter krisen oplevede man jo på den ene side hjælpepakker til de store banker, mens lønmodtagerne på den anden side blev mødt af en hård sparekurs. Jeg tror, at Juncker og resten af EU hele tiden skal holde sig for øje, at det skal være et samarbejde, som arbejder for alle. Også lønmodtagere.

Hvad betyder det mere konkret?

Man skal komme mere konkrete løsninger. Ikke nødvendigvis nye regler eller mere detaljeret lovgivning. En vej er også at få det, der allerede er sat i værk, til faktisk at virke. Man skal få løst de konkrete udfordringer, der er. Det tæller blandt andet social dumping på grund af den frie bevægelighed og især i Sydeuropa den alt for høje arbejdsløshed. Men her må man også være fair: en del af problemerne skal medlemslandene selv tage og få løst. Alt ligger ikke på Junckers bord.

Kommissionen kommer om bare tre uger med et udspil til en søjle for sociale rettigheder. Indholdet er endnu ikke kendt stof. Men hvad tænker du om selve det at iværksætte arbejdet med en sådan søjle?

Kommissionen skal have anerkendelse for at den faktisk erkender, at der skal være bedre social sammenhængskraft. At den åbner for at se socialpolitik som andet end en udgift. At den ser værdien af et velfungerende arbejdsmarked. Så langt så godt. Vi ved jo endnu ikke, hvad der konkret kommer.

Juncker har jo blandt andet talt om en lovfæstet mindsteløn?

Det har der været en del snak om, ja. Derfor har vi på en række møder sagt til Kommissionen, at den går ikke. Det er helt afgørende, at EU respekterer de nationale arbejdsmarkedsmodeller. Og i Danmark er løn noget, arbejdsmarkedets parter forhandler. Man skal styrke arbejdsmarkedets parter og deres rolle bredt set i EU, ikke svække dem.

Vi oplever for tiden på en række sager på arbejdsmarkedsområdet, at medlemslandene deler sig i en gruppe af nye medlemslande i Østeuropa, der lægger meget vægt på fri konkurrence, og en række lande i Vesteuropa, der lægger vægt på et velfungerende arbejdsmarked. Samtidig er der stor forskel på syd og nord i EU, når det for eksempel gælder graden af ungdomsarbejdsløshed eller villigheden til reformer. Hvordan kan man fra dansk faglig side på den ene side varetage danske lønmodtageres interesser og på den anden side undgå, at EU splintres helt?

Jeg tror det er helt afgørende, at vi på tværs af lande ser hinanden i øjnene og siger: okay vi vil det her fællesskab. Når det gælder lønmodtagere fra for eksempel Østeuropa, som rejser hertil, ja så er det næppe på grund af vejret eller fordi de har lyst til at forlade deres familie. Det er jo fordi vilkårene i deres hjemlande er for dårlige. Så de skal forbedres. Så EU må løfte en del og endelig skal medlemslandene også selv på banen. En generel styrkelse af fagbevægelsen i landene vil naturligvis også hjælpe. Det arbejder vi for blandt andet i vores europæiske faglige fællesskab.

En del tiltag fra EU samt en række større samfundstendenser – såsom digitaliseringen og nye ansættelsesformer – opfattes som at kunne bringe Den Danske Model i fare. Deler du den opfattelse?

Jeg ser sådan på det: Når vi ser på os selv, det vi i fællesskab gør, det arbejdsmarkedets parter herhjemme – også sammen regeringen – udretter. Den anerkendelse, vi giver hinanden. De holdbare løsninger, vi skaber. Så står det klart, at den danske model kan og skal bevares. Den danske model er rigtig for Danmark. Men den passer ikke nødvendigvis til alle andre lande. Vi vil ikke at presse den ned over andre lande i EU. Men den virker for os – og det skal EU ikke lave om på. I forhold til forandringerne på arbejdsmarkedet, så tænker vi i fagbevægelsen meget over, hvordan vi kan følge med udviklingen og sørge for, at lønmodtagerne også er organiseret på fremtidens arbejdsmarked. Det taler vi også med vores faglige kolleger i andre lande om – hvordan håndterer de digitalisering og de nye ansættelsesformer? Måske kan vi lære lidt af hinanden.

Hvis du for en dag blev ansat som rådgiver for Juncker. Hvilket råd ville du så give ham?

Så ville jeg sige til ham, at det er med at komme ned fra tinderne. Det bør alle lederne i EU. Jeg ville også bede ham om at samarbejde mere med arbejdsmarkedets parter. Og jeg ville sige til ham, at EU står over for store udfordringer, men at der heldigvis er modeller, som har leveret solide løsninger. Han kunne for eksempel lade sig inspirere af vores trepartsaftaler i Danmark.Han skulle da også opfordres til at sætte endnu mere kul på indsatsen for ligestilling og arbejdsmiljø, hvor EU jo allerede har vist sit værd. Alt sammen med respekt for de enkelte medlemslandes arbejdsmarkedsmodeller.Ja jeg ville have en del på hjertet. Men så er det jo ikke sikkert, jeg ville have mit rådgiverjob så længe.