Den nye regering har i sit regeringsgrundlag valgt en stram sparekurs for den offentlige sektor. Blandt andet med en meget lav vækst i det offentlige forbrug på kun 0,3 % årligt, samtidig med der bliver flere plejekrævende ældre og små børn, som mindst kræver en vækst på 0,6 % bare for at opretholde det nuværende serviceniveau.
Hvis velfærden skal udvikle sig i takt med velstandsudviklingen i resten af samfundet, kræves en offentlig vækst på 1,1 procent årligt, hvilket topøkonomer og vismænd har fastslået flere gange. Velstandsudvikling vil sige, at den offentlige service, fx behandling og undervisning, udvikler sig i takt med ny teknologi, metoder, forskning og kvalitets- og produktudvikling.
I stedet har regeringen valgt en spareplan og har igen iklædt sig en økonomisk spændetrøje, der begrænser den offentlige økonomi, velfærd og muligheden for at skabe nye job.
Det er et årligt tilbagevendende selvpineri, som blandt andet skyldes indførelsen af budgetloven tilbage i 2011: Med budgetloven styres den offentlige økonomi i Danmark i høj grad af størrelsen af det strukturelle underskud. Det strukturelle underskud er en konstrueret størrelse, som økonomerne beregner, og politikerne bruger som rettesnor, når de tilrettelægger den økonomiske politik. Ofte henviser politikerne til, at det er krav fra EU, der tvinger os til at føre en meget stram, restriktiv finanspolitik, men det er ikke hele sandheden.
EU har i foråret 2016 lempet kravene til underskuddet på de danske offentlige finanser, men regeringen vælger fortsat den stramme sparekurs i regeringsgrundlaget og i finanslovsaftalen for 2017 som udgangspunkt for deres økonomiske politik. Som det står i det Nationale reformprogram for 2016 ønsker regeringen at være mere ambitiøs end EU-kommissionens mindstekrav. Det skyldes budgetloven, som et bredt flertal i folketinget står bag.
I budgetloven er vedtaget, at underskuddet på den strukturelle saldo maximalt må være på 0,5 pct. af BNP. Det fastholder politikerne på trods af, at EU-kommissionen i foråret lempede kravet til 1 pct. af BNP, fordi EU-kommissionen vurderer Danmarks økonomi som god og stærk. Det fremgår af seneste rapport fra Det Økonomiske Råd (Dansk Økonomi efterår 2016).
Men grænsen på 0,5 pct. for det strukturelle underskud i budgetloven relaterer sig fortsat til, hvordan økonomien så ud i 2011 og de krav, EU stillede dengang. Men meget er sket siden!
I 2011 var EU-kravet til grænsen for underskud 0,5 pct. af BNP. Men allerede i 2012 blev grænsen hævet til 0,75 pct. af BNP. I 2016 vurderer kommissionen, at Danmark kan have et strukturelt underskud på 1,0 pct. af BNP, jf. figur nedenfor.

Misvisende og forældede tal
Men selvom EU nu tillader Danmark et strukturelt underskud på 1,0 pct. af BNP, vælger politikerne på Christiansborg alligevel at iklæde sig den selvskabte spændetrøje i form af budgetlovens krav om kun 0,5 pct. underskud. Angiveligt for at opfylde krav i henhold til EU’s Vækst- og Stabilitetspagt, der fører til stramninger og besparelser på offentlig velfærd, som ikke er nødvendige, fordi budgetlovens krav til strukturelt underskud relaterer sig til den økonomiske situation for fem år siden.
Dermed bygger både regeringsgrundlaget, finanslovsaftale for 2017 samt den nu udskudte 2025-plan på, hvordan dansk økonomi var i 2011.
Vismænd: Overholdbar økonomi
De stramme krav til den offentlige saldo og de efterfølgende lave vækstrater til offentlige velfærd, har ifølge Vismændene været medvirkende til, at den offentlige økonomi nu er overholdbar, og der er plads til øgede offentlige udgifter på 10 mia. kr. årligt.
Med hvad er det strukturelle underskud egentlig for en størrelse? Det strukturelle underskud beregnes ud fra økonomiske definitioner og kan ikke måles eller tælles op efterfølgende. Og økonomerne er ikke engang enige om, hvordan den beregnes.
DØR har en metode, Finansministeriet en anden, Nationalbanken en tredje, EU-kommissionen en fjerde osv. Det kunne være en kuriositet, hvis det ikke var fordi, at det strukturelle underskud netop er styrende for den økonomiske politik og offentlig velfærd.
Ingen hængekøjeproblemer mere
Således argumenterer politikkerne – senest med 2025-planen – for stramninger på baggrund af forventningerne til fremtidige strukturelle underskud og den såkaldte hængekøjeproblematik.
Hængekøjeproblemet består i, at der er en forventning om, at der efter 2030 vil være underskud på den strukturelle saldo, der overskrider kravene i EU’s Vækst og Stabilitetspagt.
Men her er der igen uenighed mellem regeringen og Vismændene. I den seneste rapport fra Vismændene fremgår, at den danske økonomi må forventes at udvikle sig, så hængekøjeproblemet slet ikke opstår, hvilket styrkes af de seneste opjusteringer af BNP-væksten i Danmark.
Så vi er nødt til at spørge os selv: Hvorfor skal den økonomiske politik styres af en konstrueret størrelse, som man ikke er enig i beregningen af, og som beror på de økonomiske forhold for 5 år siden, fordi man vil dæmme op for et muligt fremtidigt underskud, som beregninger allerede nu viser ikke kommer til at holde stik?
Handler det i virkeligheden om, at man har en politisk dagsorden om, at den offentlige sektor bare skal være mindre?
I så fald bør politikerne melde det ærligt ud i stedet for at gemme sig bag falske præmisser og en selvskabt spændetrøje. Lad være med at henvise til EU’s krav, når EU giver grønt lys til mere velfærd.

Analysen er bragt i dagbladet Politiken d.d. og er skrevet af Lisbeth Baastrup Burgaard, økonom, Mette Langager, økonom og Andy Andresen, udviklingschef, alle fra hovedorganisationen FTF. Redigeret af journalist i FTF Jens Peter Kildevang.