Chromium. Butadiene. Crystalline silica. Det er ikke ligefrem mundrette eller kendte begreber for de fleste af os.
Men bag de snørklede ord gemmer sig kræftfremkaldende stoffer, som hvert år koster op mod 100.000 europæiske arbejdere livet.
Kræftfremkaldende stoffer er langt den største dræber på de europæiske arbejdspladser. Det skal der gøres noget ved og derfor spillede Kommissionen i maj ud med et forslag til revision af det eksisterende direktiv på området. 
Nu skal der indføres skrappere krav til 13 kræftfremkaldende stoffer. Noget der i sig selv skønnes at redde omkring 10.000 liv.
Udspillet fra Kommissionen har været meget længe undervejs. Over ti år er gået med høringer og teknisk arbejde.
I går kom det et skridt videre på vejen til at blive til virkelighed, da medlemslandene på Ministerrådsmødet i Bruxelles nikkede til Kommissionens forslag og stort set ikke havde ønsker til ændringer af de foreslåede skrappere krav. Danmark og syv andre lande udtrykte dog et ønske om lavere værdier på et af stofferne, Chromium VI.
Flere stoffer bør med
I den danske fagbevægelse er der glæde over, at EU ser ud til at få skrappere krav på kræftområdet. Men man er ikke gået langt nok fra Kommissionens side. 
I et fælles høringssvar fra LO, AC og FTF slår hovedorganisationerne blandt andet fast, at der skal flere stoffer med i udspillet og der bør i følge dansk fagbevægelse også være mere fokus på hormonforstyrrende stoffer.
Denne opfattelse deles på europæisk plan. I går afholdt Beskæftigelsesudvalget i Europa-Parlamentet en høring om sagen. Og her slog Den Europæiske Faglige Sammenslutning fast, at 50 stoffer bør underlægges skrappere krav.
Kommissionen har allerede kommunikeret, at den vil komme med udspil til flere stoffer i en ny pakke senere på året. Flere pakker kan følge.
Arbejdsgivere: ingen grund til at gå videre
Det falder i god jord hos Europa-Parlamentet. Ordføreren på sagen i Beskæftigelsesudvalget, den svenske Marita Ulvskog (S), sagde i går på høringen, at hun gerne ser et mere ambitiøst tiltag med en langt mere beskyttende karakter, end det der ligger på bordet i dag.
Fra den europæiske arbejdsgiverside, BusinessEurope, blev der på høringen modsat udtrykt ønske om at holde tiltaget på det niveau, som Kommissionen har spillet ud med, og holde for øje at nye krav skal være realistiske og mulige at indføre for virksomhederne. 
Beskæftigelsesudvalget skal stemme om sagen i februar næste år. 
Inden da vil yderligere 50.000 arbejdere ifølge prognosen have mistet livet på arbejdspladser rundt om i Europa på grund af kræftfremkaldende stoffer. 
Så uret tikker.