Der bliver et mylder af meninger, ministre, politikere, fagforeningsfolk og andre spændende mennesker i Folkets Hus på Folkemødet 2016. Folkets Hus er LO- og FTF-fagbevægelsens fælles sted på Folkemødet, og her er plads til både debat, rollespil, sang og OK-bar. Det bliver med andre ord ganske folkeligt.
For at starte med begyndelsen, åbner vi Folkets Hus torsdag eftermiddag med en debat, der sætter fremtidens retning. Hvad er Danmarks kurs frem mod 2025?  Hvordan sikrer vi, at vi har de rette kompetencer til fremtidens arbejdsmarked, og hvad skal vi gøre allerede nu for at sikre, at vi når derhen, hvor vi gerne vil være?

Lizette Risgaard (LO) og Bente Sorgenfrey byder velkommen og tager derefter debatten med Jakob Holbraad fra DA, Jakob Engel-Schmidt fra Venstre og Mattias Tesfaye fra Socialdemokratiet.
Følg nogle af debatterne live på facebook.com/Folketshus eller se dem senere: 

Fredag kl. 10 er ytringsfriheden til debat. Er den offentlige debat i dag så hård, at mange holder sig fra at deltage? Hvordan sikrer vi, at medarbejderes vigtige viden kommer frem i dagens lys? Ytringsfriheden under pres er et desværre alt for aktuelt problem, som vi har inviteret folketingspolitikere og DA til at tage en debat om.
Det handler om medarbejderne
Medarbejderne spiller en vigtig rolle, når virksomheder skal udvikle, skabe nyt og skabe vækst. I en debat senere fredag går vi så langt som at sige, at medarbejderne er nøglen til vækst. Til arrangementet fremlægger vi helt nye resultater fra en undersøgelse af medarbejdernes rolle i at skabe vækst. Det er på tide at gentænke vækstpolitikken – LO, Akademikerne og FTF har et forslag klar til gæsterne fra Venstre og Socialdemokratiet.
Det helt store trækplaster i fagbevægelsens fælles hus er uden tvivl den britiske professor Guy Standing, som besøger Folkets Hus fredag kl. 13.00. Han holder et oplæg om den samfundsmæssige udfordringerne med, at flere og flere ansættes uden de samme rettigheder, som overenskomsterne giver. Herunder fagbevægelsens evner til at organisere nye jobtyper.

Fredag tager vi også fat på et af de vigtige emner: Hvordan skaber vi kvalitet i den offentlige sektor? En debat, hvor vi har besøg af både eksperter, fagforeningsformænd og en borgmester.  
Folkelighed og morgenmad med ministeren
I Folkets Hus går vi op i det folkelige, og derfor inviterer vi ministre til morgenmad både fredag og lørdag, hvor vi stille og roligt kan tage os en snak om den politiske dagsorden med tid til fordybelse og forståelse. Fredag kl. 9.00 får vi besøg af undervisningsminister Ellen Trane Nørby, og mon ikke der falder et par ord og spørgsmål om den nye gymnasiereform. Og hvordan vi får flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.
Lørdag kl. 9.00 får vi besøg af beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen. Og her er der jo også lidt at tage fat på: Moderne kontanthjælpsloft.  Dagpengereform finansieret af uddannelsesforringelser. Lavere sociale ydelser. Integration af flygtninge på arbejdsmarkedet. Godt vi har god tid 🙂

Samfundet set fra alle vinkler
Lørdagen fortsætter med en række samfundsrelevante debatter set fra forskellige synsvinkler. Der er fx:
Velfærdsydelser på det europæiske arbejdsmarked: En debat om social dumping, Brexit og den folkelige opbakning til EU.
Hvordan kan fagbevægelsen skabe mere værdi for samfundet? Fagbevægelsens nye talenter inviterer til en debat, der peger på løsninger, når de i bedste Mads og Monopolet-stil tager stilling til en række dilemmaer.
Hvordan integrerer vi bedst muligt flygtninge på arbejdsmarkedet? Hvad giver trepartsaftalen, og hvad er erfaringerne fra arbejdspladserne?
Deleøkonomi eller uberficering? Hvad er muligheder, risici og konsekvenser ved de nye teknologiske muligheder?

I et helt nyt undervisningsmateriale fra LO og FTF får eleverne mulighed for at spille rollespil om forhandlinger på arbejdsmarkedet. Aktører på skoleområdet og fra arbejdsmarkedets parter får mulighed for at prøve spillet. Hvordan går det mon, når DA skal spille lønmodtager. Det sker under overskriften "Spillet om den danske model".  Efter rollespillet tager vi debatten om, hvordan vi sikrer, at nye generationer ved, hvordan arbejdsmarkedet er skruet sammen og kender den danske model. Og om det overhovedet er nødvendigt.
Løfter og nye samarbejder
Hver eftermiddag åbner fagforeningsformænd OK-baren, hvor der er mulighed for at skylle dagens debatter ned med en øl eller vand og fortsætte snakken med kolleger i fagbevægelsen og husets mange gæster.  
Ud over aktiviteterne i Folkets Hus deltager Bente Sorgenfrey også i en række andre debatter om arbejdsmiljø og forebyggelse, om fremtidens arbejdsmarked og om et bedre pensionssystem i fremtiden. Hun er i debat med ministre, arbejdsgivere og formænd fra andre organisationer. Og så er hun også at finde i området omkring Folkets Hus. Konkret åbner hun OK-baren sammen med Lizette Risgaard torsdag k. 16.00.
 ”Vi er på Folkemødet for at påvirke udviklingen i vores samfund og for at få noget med hjem til medlemmerne. Viden og inspiration fra forskere og repræsentanter fra arbejdspladserne, løfter fra politikere eller arbejdsgivere og nye samarbejder med andre organisationer. Vi kommer til at leve op til det slogan, der står på FTF-teamets trøjer: Lytter og taler på vegne af 450.000”, siger Bente Sorgenfrey.
Se tweets om Folkets Hus og deltag i debatten: