Danmark er et af de lande i verden, hvor flest kvinder er aktive på arbejdsmarkedet. Danske kvinders og mænds beskæftigelsesgrad er blandt de højeste i OECD.
Sammenlignet med mange andre lande i verden er vi meget privilegerede. Og for mange vil vores problemer synes små og ubetydelige.
Og vi er kommet langt. Også når vi taler om lighed mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. Men vores resultater er ikke gaver fra generøse arbejdsgivere. Vi har opnået dem gennem mange års kamp – ledt af fagbevægelsen.
Vi har sikret, at gravide kvinder får ekstra beskyttelse mod afskedigelse. Og vi har sikret, at kvinder får fuld løn og pension, når de er på barselsorlov i den offentlige sektor. Det garanterer dem økonomisk uafhængighed og sikkerhed, også når de bliver ældre og pensionerede. I den private sektor er der blevet forhandlet en højere indbetaling til pension under barsel, og der er blevet forhandlet forlænget forældreorlov.
På trods af det har vi vores udfordringer. En af dem er, at det danske arbejdsmarked stadig er meget kønsopdelt.
På arbejdsmarkedet som helhed er mænd primært repræsenteret i industri, transport, byggeri og andre håndværk, mens kvinder er højere repræsenteret i offentlig og personlig service. I den private sektor er to ud af tre medarbejdere mænd, og i den offentlige sektor er syv ud af ti medarbejdere kvinder.
Vi ser også klart, at på trods at lige muligheder efter en uddannelse, ser køn ud til at have indflydelse på valget af fremtidig karriere.  
Overordnet er der 17 procent forskel på mænd og kvinders løn. Forskellen er mindre i tilfælde, hvor kvinder har den samme uddannelse, samme job i samme sektor og profession som deres mandlige kolleger. Men forskellen er der stadig.
Forskellen illustrerer det faktum, at vi har et kønsopdelt arbejdsmarked, hvor kvindelige professioner har lavere værdi end mandelige professioner, og at flere mænd end kvinder er i højtlønnede lederstillinger.
Jeg tror, vi kan producere bedre produkter og service i både den private og offentlige sektor, hvis medarbejdersammensætningen er afspejlet af sammensætningen i det omgivende samfund.
Det er også på tide, at vi laver en national handleplan for at opløse det kønsopdelte valg af uddannelse og arbejdsmarked. Vi ser gerne en bindende handleplan – ikke bare for regeringen men for alle danskere med ansvar for at gøre arbejdsmarkedet og uddannelserne så fri for kønsstereotyper som muligt.
Vi kan og skal gøre det bedre for at skabe lige valg af uddannelse og job. Det samme gælder i forhold til balancen i arbejde og familieliv for både mænd og kvinder.
Mulighederne for at tage sig af børnene, når de er små, er en central rettighed, som fagforeninger har kæmpet for i lang tid.
Vi er kommet langt, når det gælder kvinders ret til barsel. I dag er det højt prioriteret at kæmpe for fædrenes ret til orlov for at være sammen med deres børn, når de er små.
I andre nordiske lande er fædrenes ret til betalt orlov blevet styrket gennem lovgivning. Vi har stadig et stykke vej i forhold til dette i Danmark.
Som jeg startede med at sige: Vi har nået opnået meget på det danske arbejdsmarked. Vi har en ramme med daginstitutioner og ældrepleje, som gør det muligt for både mænd og kvinder at være på arbejdsmarkedet.
Gennem forhandling og aftaler med arbejdsgiverne har vi sikret mulighed for efter- og videreuddannelse for mænd og kvinder. Det gør det lettere at beholde sit job eller at finde et nyt.
På offentlige arbejdspladser gennemfører vi projekter, der konstant afdækker barrierer for flere kvinder i ledelse, og vi laver lønstatistikker fordelt på køn, som kan bruges til at forhandle lønninger.
Vi har opnået meget, men kan selvfølgelig gøre det bedre. Samfundet skal tilrettelægges, så vi alle kan bruge vores fulde potentiale. Som kvinder. Som mænd. Som forældre, som arbejdere – og som aktive borgere.  
Det talte ord gælder