150 milliarder danske kroner har danske virksomheder og privatpersoner gemt i skattely, vurderer en forsker. De gigantiske tal for skattesnyd har det seneste år chokeret offentligheden og en helt ny måling viser, at 3 ud af 4 danskere eller 76 procent mener, at SKAT bør have flere ressourcer til at sikre, at alle borgere og virksomheder betaler den skat, de skal.
Ønsket er lige stort – uanset om man er offentligt eller privat ansat. Det viser en ny undersøgelse fra Epinion foretaget fra den 7.-14. april for FTF, hvor 1.018 danskere i arbejde har svaret.
En stribe sager er oprullet i medierne det seneste år. Senest med afsløringen af skattely, momssvindel samt svindel med refusion af udbytteskat, der har kostet statskassen 6,2 mia. kr.

Samlet set skylder borgere og virksomheder lige nu 82,7 milliarder kroner til statskassen. Penge som skulle gå til velfærd, uddannelse af vores børn og unge, pleje af vores syge og ældre og hjælp til udsatte borgere, som lever på kanten af arbejdsmarkedet og samfundet.
Alligevel skal SKAT ifølge finansloven for 2016 af med 392 ansatte allerede fra 2017. Fra 6.189 ansatte i 2016 til 5.797 ansatte næste år.
Det får nu hovedorganisationen FTF til at kræve langt flere ressourcer til SKAT.
”Jeg savner en akut-pakke til SKAT, der tilfører markant flere ressourcer og ansatte og indfører drastiske lovindgreb, så vi kan få stoppet skattesnyd. Det er en skandale, at SKAT er blevet skåret ned til sokkeholderne, og ansatte er fyret samtidig med, at it-systemerne ikke virker,” siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.

Færre ansatte i SKAT fra 2017
Selvom Skatteministeren sidste år fremlagde en plan, der tilfører ekstra årsværk til inddrivelsesområdet, vil der ifølge SKAT selv og finansloven for 2016 ske et fald i antallet af ansatte igen fra 2017-2019.
"Jeg undrer mig over, at regeringen ikke har lært af de omfattende skandaler, som den fuldstændig hovedløse nedskæring i SKAT har ført til. Når man tænker på de store problemer, der skal løses for at få SKAT til at fungere igen, virker det fuldstændig urealistisk at skulle skære i antallet af ansatte igen fra 2017," siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.

Revisionskæmpe vil styrke SKAT
Det store revisionsfirma EY ønsker ligesom FTF og det store flertal af danskerne bedre skattekontrol. Den 10. marts i år skriver EY om regeringens nye tiltag til at bekæmpe momssvindel:
”Som revisions- og rådgivningshus har vi oplevet en dalende indsats fra SKAT med hensyn til moms- og afgiftskontrol i virksomhederne gennem de seneste mange år. Om ovennævnte tiltag vil reducere omfanget af momssvig, vil tiden vise, men hvis moms- og afgiftskontrolområdet i SKAT ikke får tilført øgede ressourcer i form af bl.a. fagligt kvalificerede ansatte, formoder vi, at det på området ikke er sidste gang, vi har set dokumentarudsendelser a la ”Sådan svindles Danmark”.”

Den er gal med den offentlige styring
Det der er overgået SKAT gennem de seneste år viser også, at det er galt med den økonomiske styring i den offentlige sektor, mener FTF.
Når indførslen af nye it-systemer og andre effektiviseringstiltag giver anledning til nedskæringer og fyringer, før effektiviseringsgevinsterne reelt er opnået, opstår der problemer.
”Fremover må besparelser og fyringer på baggrund af usikre og uindfriede effektiviseringsprojekter, som ikke virker og kan gennemføres, droppes. Det rammer faglighed, kvalitet og borgerne, når politikere tror, at de kan effektivisere de ansatte væk, før gevinsterne rent faktisk er realiseret. Det bør derfor også indgå i SKAT’s it-strategi, at der ikke iværksættes personalebesparelser før systemerne faktisk viser sig at fungere,” siger Bente Sorgenfrey.