Regeringen har fremlagt et finanslovsforslag, der spænder ben for regeringens eget mål om at skabe job og vækst i provinsen og gøre det attraktivt at bo og arbejde uden for de store byområder.
Regeringen indfører et årligt effektiviseringskrav og sparer 0,3 milliarder kroner på videregående uddannelser i 2016. Kravet vokser med to procent hvert år til 1,3 milliarder kroner i 2019.
Det rammer særligt professionshøjskoler, erhvervsuddannelser og erhvervsakademier, der har mange studiepladser i provinsen. Fx risikerer pædagoguddannelsen at lukke på Bornholm. 
”Regeringen gør det mindre attraktivt at bo i provinsen, når man skærer hårdt i de regionale uddannelsessteder. Det vil få flere til at fraflytte provinsen og skade det lokale erhvervsliv. Virksomhederne vil mangle arbejdskraft de kommende år, og regeringens besparelser vil forværre den udvikling – især udenfor de store byer”, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, der præsenterer 450.000 offentligt og private ansatte.
Samtidig vil regeringen spare 1,4 mia. kr. på forskningen i 2016.
”Danmark skal leve af ny viden, der kan omsættes til nye produkter og ydelser i den private og offentlige sektor. Derfor vil det skade vækst og job at skære i forskning og jobrettede uddannelser”, siger Bente Sorgenfrey.
Uklogt at skære på børn og unge
Regeringen dropper den tidligere regerings børnepakke, der skulle løfte dagtilbud mv. Det betyder nedskæringer på i alt 2,5 mia. kr. Alene 250 mio. kr. forsvinder i 2016. Børneområdet er beskåret kraftigt de foregående år, og nu forværres situationen.

”Det er utroligt kortsigtet at spare på børn og uddannelser. Regeringen har allerede i kommuneaftalen for 2016 gennemtvunget minusvækst i kommunerne og dermed skåret 500 mio. kr. væk. Og nu vil regeringen med finansloven for 2016 skære yderligere i kernevelfærden. Det fortjener vores børn og unge ikke, og det vil tilmeld skade væksten i samfundet,” siger Bente Sorgenfrey.
15.000 færre kommunalt ansatte frem til 2019
Regeringen vil frem til 2019 skære en procent årligt af de kommunale budgetter. Det svarer til ca. 7,5 mia. kr., som fra 2016 til 2019 fjernes fra kommunerne og omprioriteres til andre områder, fx sundhed, ældre samt afgifts- og skattelettelser. Det kalder regeringen et ”omprioriteringsbidrag”.

”Kernevelfærden bliver beskåret med flere milliarder kroner. Det rammer borgerne, når der i 2019 vil være cirka 15.000 færre ansatte til at levere velfærd og service til børn og det stigende antal ældre. Det er konsekvensen af regeringens politik, at borgerne vil få ringere velfærd,” siger Bente Sorgenfrey.
Det er et unødig stramt finanslovsforslag, der risikerer at skade vækst og job og bremse det spirende opsving, mener FTF.
”Det vil også betyde mindre vækst i den private sektor, når det offentlige har færre penge at købe varer og ydelser for i det private, og når servicen til den private sektor forringes”.
Den offentlige sektor leverer service til den private sektor – alt fra børnepasning til veluddannet arbejdskraft. Når den offentlige service beskæres forringes den private sektors produktionsvilkår og væksten i samfundet svækkes.