Det er snart en tilbagevendende begivenhed for den samlede europæiske fagbevægelse at forsvare fagforeningernes ret til at strejke fra stadigt flere angreb fra arbejdsgivere og skiftende regeringer.
Senest har den britiske Tory-regering præsenteret den såkaldte Trade Union Bill, som skal indskrænke fagforeningers ret til blokade, indføre grænser for deltagelse ved strejkeafstemninger og tillade arbejdsgivere at hyre erstatninger ind for strejkende medarbejdere.
Alle tre tiltag er intet andet end angreb på grundlæggende og faglige menneskerettigheder, der i over 50 år har sikret lønmodtagere en fair indflydelse på deres eget arbejde.
Forslaget fra Tory-regeringen er desværre ikke et enestående tilfælde i nyere tid. I europæisk fagbevægelse har vi også måttet lægge arm med Barroso-kommissionen, som mente at retten til at strejke kunne konflikte med varernes fri bevægelighed i EU. Det resulterede dengang i det såkaldte gule kort til EU-Kommissionen, som efterfølgende tog sit forslag af bordet.
Heldigvis har den politiske linje i Juncker-kommissionen været helt anderledes. Her meldte beskæftigelseskommissær Marianne Thyssen tidligere på året ud klart ud:
"Kommissionen vil støtte og oplyse om EU’s holdning. Strejkeretten er anerkendt i EU og er en grundlæggende ret".

Dermed er det britiske forslag ikke alene udemokratisk, men også i konflikt med EU-Kommissionens holdning. Timingen fra den britiske regering er desuden højst besynderlig. Tre års international strid mellem fagforeninger og arbejdsgivere i ILO blev endelig løst, da vi tidligere i år fik bevaret retten til at strejke.
For de af os, som via vores mellem- og videregående uddannelser kan tage jobs med som oftest gode arbejdsvilkår, kan retten til at strejke måske virke som et levn fra fortiden.
Men retten til at strejke er nøjagtig lige så vigtig i dag, som den var for 50 år siden. Når virksomheder og selskaber i dag skal levere billige flybilletter og jeans, er det f.eks. som oftest de ansatte, der betaler prisen. Det ved vi om nogen i Danmark, hvor Ryanair fremstod som et skoleeksempel på vilkårene for ansatte, der minimal eller ingen indflydelse har på deres egen arbejdsplads.
Kabinepersonalet i Ryanair får urimeligt lave lønninger og mange bliver endda forgældet af at tage imod jobbet, fordi introkurser og obligatoriske arbejdsuniformer skal betales for af egen lomme. Dertil er det helt tydeligt, at ansatte opsiges, hvis de ytrer sig kritisk om deres arbejdsplads, ligesom løn under sygdom og betalt ferie slet ikke kan komme på tale.
Vilkår, som er helt selvfølgelige på din og min arbejdsplads, og som bidrager til, at arbejdsglæden stiger og stressen falder. Til gavn for både arbejdsgiver og arbejdstager.
Det er nøjagtig på grund af eksempler som disse, at lønmodtageres ret til at organisere sig og til at strejke er lige så relevant i dag som for 50 år siden. Takket være trusler om sympatistrejker fik vi i Danmark fortalt Ryanair, at deres urimelige arbejdsvilkår ikke er ønsket her. Rimelige arbejdsforhold gælder for os alle.