Der er akut mangel på flere hænder i SKAT, hvis problemerne skal løses. Opgaverne i SKAT synes endeløse, og alligevel reduceres personalet hvert eneste år. I denne uge lukkede SKAT for brug af det automatiske it-inddrivelsessystem; EFI.  
Al inddrivelse af gæld skal nu igennem en manuel sagsbehandling, og alene denne opgave kræver mindst 1.000 ekstra ansatte til at løse opgaven. Det vurderer Dansk Told- og Skatteforbund, der sammen med hovedorganisationen FTF nu opfordrer regeringen til at ansætte nye medarbejdere i SKAT og sørge for ekstra penge til SKAT på finansloven for 2016.
Samtidig bør regeringen stoppe de planlagte årlige nedskæringer i antallet af ansatte i SKAT, som på finansloven er planlagt frem til 2018.
”SKAT har de seneste 10 år været igennem så mange nedskæringer, afskedigelser, omorganiseringer, lukning af skattecentre, ændrede procedurer og it-systemer, at det nu giver sig udslag i en række problemer i forbindelse med opgaveløsningen,” forklarer Jørn Rise, formand for Dansk Told- og Skatteforbund.

”Der er brug for at ansætte mindst 1.000 medarbejdere og dertil kommer vikarer. SKAT er udsultet, og der er alene de seneste tre år forsvundet mere end 900 årsværk, hvilket fremgår af Finansloven for 2015” siger Jørn Rise.
Alene fra 2012 til 2015 har SKAT mistet 907 årsværk. Den situation forværres i 2016 og de kommende år, hvor SKAT igen skal skære årsværk væk, hvis ikke politikerne på finansloven for 2016 sætter flere penge af til at ansætte nye skattemedarbejdere.

Ekspert: Flere ansatte betaler sig 
Flere ansatte i SKAT vil tilføre statskassen milliarder af kroner ved bl.a. at inddrive nogle af de ca. 87 mia. kr., som virksomheder og borgere skylder det offentlige. Det siger både repræsentanter for de ansatte i SKAT og en af Danmarks førende skatteeksperter.

Alligevel er personalet i SKAT blevet skåret ned de seneste ti år. 
”Det er fuldkommen vanvittigt, at politikerne ikke kan se det økonomiske potentiale i at ansætte flere medarbejdere. SKAT skal have tilført flere ressourcer for at sikre, at borgere og virksomheder betaler den skat, de skal. Det er helt afgørende for at holde sammen på vores fælles velfærdssamfund,” siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
LO og FTF har fremlagt et konkret forslag om, at SKAT skal styrke sin skatteinddrivelse, så der bliver flere penge til velfærd. De to hovedorganisationer foreslår desuden, at SKAT skal øge sin indsats på specifikke områder, bl.a. kontrollen med social dumping og multinationale selskabers transfer pricing.
Sager behandles ikke
En af dem, der har kunnet mærke nedskæringerne, er Charlotte Rosdahl Schou, der arbejder med økonomisk kriminalitet i SKATs afdeling for Særlig Kontrol. Hun er ikke tvivl om, at flere ansatte i SKAT vil tjene deres egen løn hjem og mere til.
”Mange indsatsmedarbejdere oplever på grund af underbemanding, at oplagte sager ikke bliver behandlet – ofte sager, hvor statskassen går glip af mange penge. Det gør én virkelig frustreret at se virksomheder slippe af sted med ikke at betale, det de skal, når man samtidigt ved, at næsten alle almindelige lønmodtagere betaler den skat, de skal”, siger Charlotte Rosdahl Schou.
Udover til dagligt at arbejde i SKAT er hun også formand for Kreds I og Hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Told & Skatteforbund.
Mangel på ansatte på alle områder
Hun bakkes op af skatteekspert Christen Amby, der tidligere har været ligningschef i Skattedirektoratet og nu fungerer som rådgivende skatterevisor for både virksomheder og det offentlige.
Ifølge Christen Amby er det langt fra kun arbejdet med økonomisk kriminalitet, der mangler ressourcer.
”SKAT er ved at gå fuldkommen i opløsning. Der er efter min opfattelse ingen tvivl om, at indtægterne ved at øge personalet i SKAT vil være langt større end de udgifter, der vil være forbundet med at ansætte flere. Og det gælder reelt på alle områder – kontrol med skattesnyd, inddrivelse af gæld til det offentlige, transfer pricing osv.,” siger Christen Amby.
”SKATs store problemer bunder grundlæggende i, at man har høstet gevinsterne ved en række effektiviseringsprojekter, før gevinsterne rent faktisk er indtruffet. Man følger altså en plan for at reducere antallet af ansatte i SKAT, selvom præmisserne for planen ikke er til stede”, siger Christen Amby.
Over 80 mia. kr. i uinddrevet gæld til det offentlige
Et af de omtalte effektiviseringsprojekter er indførelsen af it-systemet EFI, der skal understøtte inddrivelsen af restancer – dvs. borgere og virksomheders gæld til det offentlige. IT-systemet skulle have været implementeret i 2007, men fungerer stadig ikke optimalt.

I denne uge valgte SKAT at stoppe med at benytte EFI efter kritik fra Rigsrevisionen.
”Selvom der har været massive problemer med at få EFI til at fungere – og stadig er det – var SKAT hurtig til at høste den forventede effektiviseringsgevinst – dvs. reducere antallet af medarbejdere, der arbejder med inddrivelse af restancer. Man har derfor været nødt til i perioder at flytte medarbejdere fra mindre pressede områder over til inddrivelsesområdet – hvilket så har ført til underbemanding på de områder, man har flyttet medarbejderne fra. På den måde har problemerne med underbemanding på inddrivelsesområdet spredt sig til hele SKAT,” forklarer Christen Amby.
Reduktionen i personalet på inddrivelsesområdet har haft store konsekvenser.
Hvor de samlede restancer i 2006 udgjorde ca. 47 milliarder kr., var de i 2011 vokset til 77 milliarder kr. for nu at være løbet helt op i omkring 87 milliarder kr.
Denne gæld til det offentlige kan risikere at blive afskrevet pga. forældelse, hvis ikke der er nok medarbejdere til at inddrive gælden i tide.