Spørgsmålet om størrelsen på det strukturelle underskud har fået stor betydning i tilrettelæggelsen af den økonomiske politik, som den seneste debat i bl.a. Politiken om regnemodellernes betydning viser. Det strukturelle underskud er blevet kongetallet i dansk økonomi. EU stiller krav om, at det strukturelle underskud ikke må overskride en bestemt fastsat grænse. Med budgetloven, som Folketinget har vedtaget for at leve op til EU’s finans- og stabilitetspagt, er kravet om max underskud på den strukturelle saldo på 0,5 pct. af BNP omsat til lov. Det binder politikerne i forhold til deres finanspolitiske muligheder. For gennemfører de finanspolitiske tiltag, der øger det strukturelle underskud udover 0,5 pct. af BNP, vil der reelt være tale om en lovovertrædelse.
Ikke enighed om beregningen
Det strukturelle underskud er en konstrueret størrelse. Og grænsen på de 0,5 pct. af BNP virker tilfældig. Det strukturelle underskud skal vise stillingen på de offentlige finanser, når der renses for konjunkturernes indvirkning på de offentlige udgifter og indtægter samt andre midlertidige og særlige forhold. Størrelsen på det strukturelle underskud er således afhængigt af, hvordan det defineres, og hvilke forudsætninger der ligges til grund. I Danmark er der mindst 4 økonomiske institutioner, der beregner tallet: Finansministeriet, Det Økonomiske Råd (DØR), Nationalbanken samt EU-Kommissionen. Og de kommer frem til vidt forskellige resultater.
Store forskelle i beregningerne
I den seneste rapport fra Det Økonomiske Råds formandskab har vismændene lavet en sammenligning af den strukturelle saldo, som den beregnes af hhv. DØR og Finansministeriet. Og selv for de kommende år er der stor forskel på resultatet, som det fremgår af tabellen.
Det kan se ret uskyldigt ud, at forskellen ligger på mellem 0,3 og 0,5 pct. af BNP, men det svarer til mellem knap 6 mia. kr. og godt 11 mia. kr. Samtidig er det Finansministeriet, der beregner det strukturelle underskud mest ”negativt”. Med deres beregning vil der være større behov for at stramme op i den offentlige økonomi, end når Det Økonomiske Råd skal vurdere økonomien.
Kasseeftersyn er misvisende
I lighed med tidligere regeringer har også den nuværende regering lavet et såkaldt kasseeftersyn ved tiltrædelsen. Og meget belejligt viser det sig, at der er behov for stramninger. Regeringen kan derfor på baggrund af økonomien forklare, hvorfor den ikke lever op til valgløfterne.
Det er problematisk, hvis finansministeriet regnemaskiner bruges politisk, og at de konsekvent har undervurderet den offentlige økonomi og overdrevet underskuddene.
Oven i købet er der forskel i beregningerne af størrelsen af det strukturelle underskud i den umiddelbare fremtid, hvor grundlaget for beregningerne burde være mest sikkert. Alligevel er der for indeværende år en forskel svarende til 8 mia. kr. Den forskel har stor betydning, når rammerne for væksten i det offentlige forbrug med stor sandsynlighed ligger et sted mellem 0 – 3 mia. kr. de kommende år.
Det kan få det til at virke ekstra skræmmende, at politikerne allerede er begyndt tale om behovet for reformer og nedskæringer i den offentlige sektor i en kommende 2025-plan, fordi beregninger viser et strukturelt underskud om 10-15 år.
Det leder tanken hen på, om kongetallet – som er en beregnet størrelse – af nogle bevidst bruges til at lægge pres på den offentlige sektor.
Ikke et økonomisk, men et politisk og juridisk problem
Det er ikke hensigtsmæssigt, at der er lagt så stor finanspolitisk kraft og styring i et så usikkert begreb. Både Finansministeriet og DØR er enige om, at de offentlige finanser er holdbare. Det er altså ikke noget økonomisk problem, at det strukturelle underskud i en periode overskrider en politisk fastsat grænse – det er alene et politisk og juridisk problem.
Men det kan dybest set komme til at udgøre et demokratisk problem, når en konstrueret økonomisk størrelse af politikere opfattes og bruges som et nødvendigt grundlag for den økonomiske politik. Specielt fordi kun ganske få har indsigt i og viden om, hvordan kongetallet konstrueres, og hvilke årsager der er til, at der optræder så markante forskelle i de beregninger Det økonomiske Råd og Finansministeriet foretager.
Analysen er skrevet af Andy Andresen, Lisbeth Baastrup Burgaard og Mette Langager, hhv. udviklingschef og økonomer i FTF – hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte.
Bragt i Politiken d.d.