Der har de sidste mange år været et massivt pres på kommunerne for at øge graden af udlicitering. Der er fra en række aktører fremlagt regnestykker, der viser, at der er milliarder at spare ved at lade opgaverne skifte hænder fra offentlig til privat. De sensete historier viser dog, at de regnestykker langt fra holder vand. Besparelsespotentialerne handler i højere grad om, at nogle firmaer enten slækker på kvaliteten eller afgiver et tilbud, der er så lavt, at de senere må dreje nøglen om.
I FTF er vi ikke modstandere af udlicitering, og vi mener, at der er et stort og uudnyttet potentiale i mere offentligt privat samarbejde. Men fokus skal flyttes. Vi skal væk fra et ensidigt fokus på pris, og over til et paradigme, der medtager kvalitet, forsyningssikkerhed, innovation og medarbejderforhold. 
Det er naturligvis afgørende, hvad en vare og en ydelse koster, og derfor vil og skal pris altid med i overvejelserne, når man i kommunerne ser på om nogle opgaver bør skifte hænder. Men hvad nytter det, hvis kvaliteten følger med ned? Hvis man går fra at køre Mercedes til at køre Dacia, vil man spare en helt del penge, hvis man blot kigger på varen ’bil’, men alle kan jo se, at det ikke er et tilsvarende produkt. Dertil viser dagens historie i Politiken, at det også er helt afgørende, at sikre sig en klar aftale for forsyningssikkerhed. I modsætning til billedet med bilen, så er mange velfærdsopgaver fuldstændig afgørende for folks hverdag. De ældre kan ikke vente en uge på at få mad og gå på toilettet, mens kommunen finder en ny udbyder. I sådanne sager skal der findes en løsning med timers varsel.
To store forskningsrapporter om emnet fra 2011 og 2014 viser, at det ofte er medarbejderne, der bliver tabere, når opgaverne skifter hænder. I rapporten fra 2014 viser det sig, at de ansattes forhold bliver forringet i syv ud af ti studier, mens ingen af studierne viser forbedringer. Vi kan som fagbevægelse naturligvis ikke sidde den slags resultater overhørig. Det er derfor centralt, at medarbejderforhold kommer til at stå langt mere centralt i kommende udbudsmateriale.
I Sverige har de haft langt mere fokus på udlicitering end vi har haft i Danmark. Men her er fokus skiftet fra pris til kvalitet. Svenskerne har også måttet sande, at de ikke har kunnet realisere store økonomiske gevinster ved udlicitering, og at konkurser har givet endog meget dyre lærepenge, ikke mindst da en stor skolekoncern gik konkurs. Den svenske debat om udlicitering handler derfor i dag i langt højere grad om kvaliteten af de ydelser, der kan tilbydes hos henholdsvis det offentlige og i det private. 
Vi bør ikke lave samme fejl som svenskerne, og presse på en udlicitering, der kun har én bundlinje. Vi bør i stedet skabe et nyt paradigme for offentlig privat samarbejde. Et paradigme, der handler om kvalitet og innovation. Der er et kæmpe – og uudnyttet – potentiale i at lave innovative udbud, få offentligt ansattes ideer i spil i det private og konkurrere om udvikling af den bedste kvalitet. Det hele starter dog med dygtige, veluddannede og motiverede medarbejdere.