Som arbejdsløs er det svært at holde sine kompetencer ved lige. Simpelthen fordi, man ikke har mulighed for at bruge sit håndværk eller sin faglighed som en del af det daglige arbejde på en arbejdsplads.
Sådan er situationen for arbejdsløse – uanset om man er ufaglært eller har en uddannelse. Alligevel er det i dag kun ufaglærte og faglærte, der har ret til seks ugers jobrettet uddannelse, som ofte er et rigtig effektivt redskab til at sikre arbejdsløse et job igen.

Det er en uhensigtsmæssig forskelsbehandling, mener de to store hovedorganisationer FTF og LO, og befolkningen er enige. 84 procent mener i en ny undersøgelse fra Epinion, at alle arbejdsløse uanset deres uddannelsesbaggrund bør have ret til at få seks ugers kursus, der er målrettet mod et job.

Derfor foreslår FTF og LO, at arbejdsløse med en kort eller mellemlang videregående uddannelse efter tre måneders arbejdsløshed skal have ret til et tilbud om jobrettet uddannelse, der retter sig mod efterspurgte jobfunktioner, der kan styrke deres kvalifikationer og mulighed for at komme i job igen.  Forslaget er et af de 22 forslag, som FTF og LO præsenterer for politikerne frem mod folketingsvaglet.
”Hver dag som arbejdsløs mister man kompetencer, og det er uanset om man er ufaglært eller har en videregående uddannelse. Målet er at få folk i arbejde, så de har brug for relevante kompetencer. Vi har som samfund ikke råd til at lade en gruppe af arbejdsløse sejle deres egen sø, bare fordi de har en uddannelse”, siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
Jobrettet virker
LO er hovedorganisation for en lang række ufaglærte og faglærte, som i dag har den ret, og her mener LO-sekretær  Ejner K. Holst, at det er en god idé at retten bredes ud til alle arbejdsløse med kort eller mellemlang videregående uddannelse.
”Vi kan se, at det er de jobrettede tilbud, der virker. Det er den tætte kontakt med arbejdsmarkedet og en opkvalificering af de kompetencer, som potentielle arbejdsgivere efterspørger, der får arbejdsløse i arbejde igen. Derfor skal vi satse på den slags tilbud til flere arbejdsløse”, siger LO-sekretær, Ejner K. Holst.
Som arbejdsløs er det svært at holde sine kompetencer ved lige, netop fordi man ikke bruger dem hver dag på en arbejdsplads. Derfor bør flere arbejdsløse have ret til jobrettet uddannelse. Blandt befolkningen er hele 66 procent enige i, at det er svært at vedligeholde sine kompetencer, hvis man ikke har et arbejde. Kun 11 procent er uenige, viser Epinion-undersøgelsen.
Erfaringer viser jobrettede aktiviteter virker
Fra 2012 til 2014 har faglige organisationer i FTF og de relevante a-kasser med stor succes tilrettelagt traineeforløb for arbejdsløse dimittender. Beskæftigelsesministeren har som en del af finanslovsaftalen for 2012 bevilget 10 mio. kr. til traineeforløbene, som er praktiske læringsforløb på arbejdspladser kombineret med fagligt opkvalificerende kurser. Forløbene har vist sig at være en stor succes, hvor to ud af tre er kommet i varigt job.  Blandt ergoterapeuterne er hele 78 procent af de arbejdsløse dimittender kommet i job.
Erfaringerne fra traineeprojeket viser, at jobrettet indsats med jobrettet uddannelse, virker, mener FTF og LO.