Potentialet til at udvikle den offentlige sektor, gøre den mere effektiv og få den til at løbe længere på literen er der, mener en stor del af befolkningen i en ny undersøgelse fra Epinion. Flere end 8 ud af 10 mener, det vil påvirke effektiviteten positivt eller meget positivt, hvis vi inddrager medarbejdernes viden, kompetencer, ideer og løsningsforslag. Der er altså stor enighed om, at der er store udviklingsmuligheder i medarbejderinddragelse. Samme undersøgelse viser, at befolkningen gerne så, der bliver brugt mindre tid på kontrol og dokumentation i den offentlige sektor. Kun 6 procent mener, det vil påvirke effektiviteten negativt, hvis offentligt ansatte bruger mindre tid på dokumentation, mens 73 procent mener, det vil bidrage positivt.

Mens befolkningen har tiltro til, at de offentligt ansatte har potentiale til at udvikle den offentlige sektor, er vælgerne knap så overbeviste om politikernes tillid til de offentligt ansatte. Under halvdelen – 45 procent – mener, at politikerne har tillid til, at de offentligt ansatte kan håndtere deres arbejdsopgaver til gavn for borgerne.  
Forpligtende samarbejde skal sikre kvalitet i velfærden
LO og FTF, de to store hovedorganisationer for medarbejdere i både den offentlige og private sektor, glæder sig over den klare melding fra befolkningen. Samarbejde og dialog mellem medarbejdere og arbejdsgivere er vejen til mere kvalitet i velfærden, og derfor foreslår hovedorganisationerne en kommende regering at indgå et partnerskab med de offentlige arbejdsgivere og de faglige organisationer, som repræsenterer medarbejderne i den offentlige sektor. Forslaget er et af i alt 22 konkrete politikforslag, som FTF og LO stiller ud fra lønmodtagernes ønsker til samfundet.  
”Medarbejderne er klar til at forbedre den offentlige sektor og give borgene mere og bedre velfærd for pengene. Men det kræver, at de får langt større mulighed for at bruge deres faglighed. Der er for meget unødig kontrol af medarbejderne og for lidt tillid. Hvis det skal ændres, kræver det, at arbejdsgivere og regeringen takker ja til vores invitation om at indgå et mere forpligtende samarbejde om udviklingen af den offentlige sektor”, siger formand i FTF, Bente Sorgenfrey.
De danske lønmodtagere ønsker en velfungerende offentlig sektor. Hele 87 procent af befolkningen ønsker en fortsat udvikling af velfærdsstaten og universelle velfærdsydelser som uddannelse, sundhed og omsorg. Det viser undersøgelsen af lønmodtagernes holdning til samfund og politik, som Aalborg Universitet har offentliggjort tidligere i år.
En samlet fagbevægelse er klar til at gøre sit for at leve op til befolkningens ønske om en fortsat udvikling af velfærden, understreger LO’s formand Harald Børsting.
”Det er i alles interesse, at vi har en velfungerende offentlig sektor. Borgene fortjener ordentlig kvalitet i skoler, daginstitutioner, sygehuse, plejehjem og andre offentlige tilbud. Samtidig er en velfungerende offentlig sektor et afgørende afsæt for, at der kan skabes vækst i den private sektor. Det sikrer vi kun, hvis alle parter samarbejder og tager fælles ansvar”, siger han.
Den offentlige sektor er under pres. Der er stigende efterspørgsel på velfærdsgoder samtidig med at de offentlige budgetter ikke udvides tilsvarende. Derfor er vi nødt til at prioritere ressourcerne på kerneopgaverne frem for unødig kontrol og dokumentation. En afbureaukratisering og modernisering af den offentlige sektor kræver, at medarbejderne både får indflydelse og mulighed for at tage ansvar for udviklingen.

Forskning: Inddrag medarbejderne
Forskning peger på, at den offentlige sektor kan blive bedre gennem mere samarbejde mellem medarbejdere og ledere, og ved at give medarbejderne bedre mulighed for at bruge deres viden og kompetencer til udvikling.   
Krav om dokumentation, som medarbejdere oplever som meningsløse, dræber motivationen, og det går ud over kvaliteten af den offentlige velfærd. Det viser en undersøgelse, som KORA – Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning har gennemført.  Er medarbejderne derimod med ti l at definere, hvad der skal dokumenteres, bliver dokumentationen et meningsfuldt redskab til at løse opgaverne bedst muligt. Det giver bedre velfærd til borgerne.
Det rykker, når medarbejdere får mulighed for at udvikle nye velfærdsløsninger. Det er projektet IdéRiget på rigshospitalet et godt eksempel på. Her har medarbejdere fået tid og støtte til at arbejde videre med ti gode idéer, og det er mundet ud i nye løsninger, som nu er ved at blive implementeret i sygeplejen på hele Rigshospitalet. Det betyder, at de leukæmipatienter, der ønsker det, fremover selv kan stå for kemoterapi derhjemme i trygge og afslappede rammer, og at patienter på fertilitetsklinikken kan administrere deres hospitalsforløb fra en app på telefonen.
Hos Center for Offentlig Innovation (COI) roser man projektet.
”Det særlige ved IdéRiget er, at det er båret frem af hospitalets egne ansatte, der har haft en stærk ledelsesmæssig opbakning. Samtidig har man haft et klart fokus på at sætte de nye løsninger i drift, hvad der faktisk ikke altid er en selvfølge”, siger Ole Bech Lykkebo, chefkonsulent i COI.
Tillidsreformen har banet vejen – tid til næste skridt
Også erfaringer fra tillidsreformen viser, at det fungerer, når medarbejdere, arbejdsgivere og politikere samarbejder om at løse opgaverne på den bedst mulige måde. Tillidsreformen er en aftale mellem regeringen, de offentlige arbejdsgivere og faglige organisationer om syv principper for modernisering og udvikling af den offentlige sektor.
”Det er tid til at tage skridtet fra hensigtserklæringer til et mere forpligtende samarbejde, hvor vi er fælles om ansvar og indflydelse”, siger Bente Sorgenfrey.

For yderligere kontakt: 
Kommunikationschef i LO: Kenneth Thue Nielsen, mobil:  2159 3387
Kommunikationschef i FTF: Flemming Andersen, mobil: 4036 8804