Når Folketingets Ombudsmand tager en sag op, sker det typisk efter, at en borger selv har henvendt sig. Kun i 12 procent af sagerne går ombudsmanden ind i en sag af egen drift.
Men ét område adskiller sig markant, nemlig sager hvor offentligt ansatte har brugt deres ytringsfrihed og efterfølgende har fået ballade på jobbet. Her tager ombudsmanden selv affære i hele 52 procent af sagerne – de ansatte er ofte for skræmte til selv at tage sagen op.

Folketingets Ombudsmand har behandlet 33 sager om offentligt ansattes ytringsfrihed i løbet af de sidste ti år, oplyser vicedirektør hos Folketingets Ombudsmand, Kaj Larsen. Sagerne kan fx handle om ansatte, der bliver vidne til dårlig behandling af borgere på grund af personalemangel og nedskæringer.
"Vores fornemmelse er, at offentligt ansatte, der lovligt har brugt deres ytringsfrihed til at fortælle om kritisable forhold på arbejdspladsen, af og til ender med at føle sig pressede eller skræmte over konsekvenserne – så skræmte at de ikke gør mere ved sagen", siger Kaj Larsen.

Hver anden bange for at ytre sig
Tallene fra ombudsmanden er kun toppen af isbjerget – mange tør slet ikke tage bladet fra munden, viser flere undersøgelser fra hovedorganisationen FTF. Mere end hver anden medarbejder (52 procent) – både privat og offentligt ansatte – frygter negative konsekvenser, hvis de ytrer sig offentligt om kritisable forhold på arbejdspladsen. Det viser en undersøgelse fra 2012. Frygten er mest udbredt i staten, hvor hele 64 procent af de ansatte frygter ballade, hvis de åbner munden offentligt om forhold på jobbet.
Blandt offentligt ansatte, der har ytret sig om kritisable forhold på jobbet, har 40 procent oplevet negative konsekvenser i form af fx advarsler, ‘kammeratlige samtaler’, påbud, stempling som illoyal eller ligefrem fyring.

"Offentlige arbejdsgivere respekterer ikke altid de ansattes ret til at ytre sig. De ansatte mødes jævnligt med negative reaktioner fra arbejdsgiveren – lige fra de mere bløde som skuffelse og bekymring til de hårde som advarsler og afskedigelser", siger Kaj Larsen.
I den slags sager – som typisk er blevet synlige gennem pressen – går Folketingets Ombudsmand derfor ofte ind af egen drift. Til de ansattes store glæde.
"De ansatte reagerer ofte med glædelig overraskelse over, at vi går ind i sagen. Ingen har hidtil været imod", fortæller Kaj Larsen.
Omkring 40 procent af sagerne om offentligt ansattes ytringsfrihed, giver anledning til kritik fra Ombudsmanden.
FTF: Behov for bedre beskyttelse
Tallene fra ombudsmanden understreger, at der er behov for en bedre ansættelsesretlig beskyttelse af medarbejdere, der lovligt bruger deres ytringsfrihed. Det mener FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte.
"Der bør indføres en lovreguleret øget beskyttelse af de ansatte, så de hverken kan fyres eller udsættes for andre negative ledelsesreaktioner på grundlag af, at de har ytret sig offentligt om forhold på deres arbejdsplads. Vi føler os overbeviste om, at det vil have en gavnlig præventiv effekt, hvis arbejdsgiverne ved, at medarbejderne ikke kan udsættes for uberettigede ansættelsesretlige reaktioner fra arbejdsgiveren på grund af lovlige ytringer og indberetninger om ulovlige eller andre alvorlige og kritisable forhold", siger advokat hos FTF, Helle Hjorth Bentz.
Hun har bl.a. repræsenteret FTF i det sagkyndige udvalg under Justitsministeriet, som har set på de spørgsmål, der knytter sig til offentligt ansattes ytringsfrihed, og dermed også været med til at udarbejde den nye betænkning, der offentliggøres i februar.
Herefter vil politikerne på Christiansborg arbejde videre med betænkningens anbefalinger til, hvordan man bedre sikrer offentligt ansattes ytringsfrihed.