I EU-kommissionen arbejdsprogram for 2015, som blev offentliggjort tirsdag, droppes og udskydes en række direktiver, som skulle forbedre, miljø, klima, sundhed og arbejdsmiljø.
Eksempelvis dropper Kommissionen at indføre fælles regler for beskyttelse af gravide og ammende, hvis ikke der er enighed i EU indenfor de kommende seks måneder.
Og et nyt og opdateret kræftdirektiv, der skal beskytte ansatte mod at få kræft på jobbet, sættes på standby på ubestemt tid. 
Kræftdirektivet må, ligesom en række andre arbejdsmiljøinitiativer, afvente en række nationale evalueringer. Først senere vil Kommissionen måske tage kræftdirektivet og andre arbejdsmiljødirektiver op igen. 
Det lugter langt væk at være en syltekrukke, mener hovedorganisationen FTF, der i dag mødes med en række EU-parlamentsmedlemmer samt europæisk miljø-, forbruger og fagbevægelse for at forhindre, at vigtige regler om arbejdsmiljø, sundhed, forbrugerbeskyttelse og miljø skrottes af EU-kommissionen. 
”Vi må stå sammen mod alle angreb på miljø, sundhed og sikkerhed. Vi skal på tværs af EU blive endnu bedre til at holde øje med kommende forsøg på at undtage virksomheder fra vigtige regler. Samtidig må den danske regering på banen”, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, der repræsenterer 450.000 privat og offentligt ansatte i Danmark. 

Vagthund skal bide kommission i haserne
Et af forslagene, som FTF sammen med MEP’er og bevægelser skal diskutere, er muligheden for at oprettet en fælles Refit Watchdog – en vagthundekorps bestående af fx MEP’er og ansatte i bevægelserne, der skal holde øje med kommende forsøg på at undtage, droppe og udskyde vigtige regler. 
”Jeg undrer mig over, at EU-kommissionen i sit arbejdsprogram vælger at fremhæve arbejdsmiljø som en byrde for virksomhederne. Et godt arbejdsmiljø styrker konkurrenceevnen og skaber mindre sygefravær og dermed overskud i virksomheden”, siger Bente Sorgenfrey. 

FTF undrer sig eksempelvis over, at regler for ansættelseskontrakter er nævnt som en byrde, ligesom regler for information af og høring af medarbejdere sat på programmet som en administrativ byrde for erhvervslivet. 
Arbejdsgiverne i EU, herunder danske DI, er samlet i Business Europe, og som har forslået at lempe kravene til, hvad der bør stå i ansættelseskontrakter. Kommissionen sætter i sit arbejdsprogram for 2015 regler for ansættelseskontrakter beviser på som en byrde for erhvervslivet, hvilket overrasker FTF og den europæiske fagbevægelse. 
Kommissionens mantra er, at man vil fjerne regler, så det bliver lettere at drive virksomhed i EU (REFIT). Derfor parkerer Kommissionen både barseldirektiv, cancerdirektiv og miljødirektiver ude på sidelinjen.
Kommissionen har som erklæret mål at undtage alle små og mellemstore virksomheder (SMV’er) med under 250 ansatte fra en lang række direktiver, selvom SMV’erne udgør 90 procent af alle virksomheder i EU og har millioner af ansatte.