FTF har modtaget forslag til ”lov om kombineret ungdomsuddannelse” i høring og  har følgende bemærkninger:
FTF er enig i at der mangler uddannelsestilbud til målgruppen, men vurderer at forslaget til en kombineret ungdomsuddannelse ikke dækker behovet. FTF finder, at de samme muligheder findes i forvejen i en gennemprøvet form, og havde hellere set at der var kommet forslag til forbedringer af de eksisterende tilbud til målgruppen.
Det er positivt, at forslaget lægger op til et uddybet samarbejde mellem forskellige institutioner, og at også højskoler, daghøjskoler, ungdomsskoler etc. indgår i udbudskredsen. Det er ligeledes positivt, at uddannelsen kan bruges som forberedelse til en ungdomsuddannelse, og at både formelle og uformelle uddannelsesdele indgår i uddannelsen.
Beskrivelsen af målgruppen for uddannelsen er problematisk, og det er indtrykket, at en grundig analyse af målgruppen mangler. Målgruppen vil have en broget række af faglige, sociale og personlige udfordringer. FTF opfatter målgruppen som bestående af betydelig flere end 2.500 unge om året, hvilke diverse vejlederforeninger også har gjort opmærksom på.
Der er en kraftig modsætning i målgruppebeskrivelsen. På den ene side beskrives de unge, som unge under 25 år, der har så svage forudsætninger, at de ikke nu – eller i den nærmeste fremtid – vurderes til at være i stand til at gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse fx en EUD. På den anden side skal de opnå D-niveau i mindst 2 fag, hvilket må siges at være et stort krav.
Uddannelsens jobkompetencer er FTF også tvivlende overfor. Der nævnes i forslaget et erhvervsområde betegnet ”børn, unge og ældre”. FTF har svært ved at se hvordan dette erhvervsområde forventes at aftage ”erhvervsassistenterne” Det er oplagt, at beskæftigelsesmulighederne her –  og på nogle af de andre 9 erhvervsområder – burde have været underlagt en grundigere analyse, hvor også de faglige organisationer på området burde have været involveret.
Endelig er det problematisk, at der ikke er knyttet dimittendrettigheder til uddannelsens sidste niveau. Det bør være et krav, at de unges rettigheder ligestilles med andre unge på erhvervsrettede ungdomsuddannelser.
Som tidligere nævnt havde FTF hellere set, at målgruppen var imødekommet med en styrkelse af de eksisterende tilbud til målgruppen f.eks. EGU. Det vil fx være oplagt, at udbrede arbejdet med at EGU-forløb kan give merit ind i EUD, således som det allerede er tilfældet på fx ernæringsassistentuddannelsen.
Det vil også være hensigtsmæssigt, hvis produktionsskolekonceptet også kunne orienteres mod de merkantile og SOSU-området, så der kan komme en indgangsmulighed til ordinær uddannelse her.
Endelig er det problematisk, at de eksisterende tilbud har vidt forskellig finansiering. Nogle er rent kommunalt finansieret (10. klasse) andre er finansieret i en blanding af kommunale og statslig finansiering (20/20 ordning og EGU), andre er finansieret via statslige og kommunale bidrag (produktionsskoler) og andre er rent statslige (den foreslåede nye kombinerede ungdomsuddannelse).
Der er behov for en ensartet finansiering, så aktiviteterne bedre kan ”spille sammen” og så finansiel kassetænkning kan undgås.