Onsdag den 15. januar mødes Finansforbundet og Finanssektorernes Arbejdsgiverforening første gang for at aftale rammerne for finansansattes løn og arbejdsvilkår fra 1. april 2014.
Bliver parterne ikke enige her, er der afsat nye datoer for forhandlingerne den 30. og 31. januar samt den 17. og 18. februar.
”Vi går til forhandlingsbordet for at sikre tryghed og værdighed i arbejdslivet for vores medlemmer. Det er tiltrængt efter nogle år, der har været hårde og kaotiske for alle”, udtaler Finansforbundets formand Kent Petersen forud for den første forhandling og forsætter:
”Der er ingen tvivl om, at forhandlingerne bliver hårde og vanskelige. Vi går til forhandlingsbordet for at sikre tryghed og værdighed i arbejdslivet for vores medlemmer. Det er tiltrængt efter nogle år, der har været hårde og kaotiske for alle. Vi har brug for en sund og solid sektor, der finder sig til rette på en stabil kurs med fokus på langsigtet og sund drift, hvor medarbejderne er de væsentligste aktiver. Og behandles derefter”, siger Kent Petersen til Nyhedsbrevet Finans.
Han henviser til, at virksomhederne tager et ansvar for medarbejdernes tryghed og trivsel. ”Virksomhederne bør investere i deres ansatte, fordi det er dem, der er rygraden i en langtidsholdbar og fornuftig forretning”, fortsætter han.
Læs mere om overenskomstforhandlingerne her.