De sidste hovedelementer i en ny europæisk bankunion er faldet på plads under sene forhandlinger mellem EU’s økonomi og finansministre. Bankunionen har 3 hovedelementer:

  • En fælles mekanisme til at afvikle nødlidende banker (afviklingsmekanisme).
  • En fælles indskydergarantiordning for de deltagende banker.
  • Et fælles banktilsyn (tilsynsmekanisme)

Hertil kommer så et fælles regelsæt for bankerne, som bl.a. udgøres af de nye regler om kapitalkrav kaldet CRD IV. 
Hovedargumenterne for at etablere en bankunion – og herunder et fælles europæisk tilsyn med bankerne i euroområdet med Den Europæiske Centralbank (ECB) som tilsynsmyndighed – har været, at bryde den negative forbindelse mellem kriser i banksektoren og belastningen af de europæiske landes offentlige finanser. Erfaringerne fra gældskrisen har vist, at tilsynet ikke har været lige effektivt i alle medlemslande, samt at det har været de enkelte medlemslandes regeringer, der har været nødsaget til at stillet garantier eller optage lån for at hjælpe banksektoren igennem krisen. I Danmark har vi dog med bankpakkerne sørget for, at sektoren selv har finansieret genopretningen
I en situation hvor de finansielle markeder i forvejen kræver en meget stor risikopræmie i form af høje renter for at opkøbe de gældsplagede eurolandes statsobligationer, vil det derfor have en stor betydning, at gældsniveauet ikke skal øges yderligere for at optage lån, der skal kanaliseres videre til bankerne. 
Idéen er selvfølgelig også, at et fælles effektivt tilsyn i sig selv vil forhindre, at bankerne kommer ud i nogen lignende kritiske situationer, som under krisen.
Første blev det fælles banktilsyn for euroområdet etableret- den såkaldte fælles tilsynsmekanisme for at bryde den negative forbindelse. Dette skyldes en beslutning fra eurolandenes topmødet i juni 2012, hvor krisen for alvor lagde pres på en række eurolande. Her blev man enige om, at når der var oprettet en effektiv fælles tilsynsmekanisme med ECB i spidsen for bankerne i euroområdet, så ville bankerne kunne trække direkte på eurolandenes 500 mia. euro store krisefond, den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM), uden at de enkelte medlemslande skulle stå som mellemled og optage lånene.
 
I nat blev i nat enige om rammerne for den fælles afviklingsmekanisme for skrantende banker.
Aftalen indebærer, at ansvaret for nødlidende banker overgår til EU- niveau for eurolande og de ikke-eurolande som vælger at være med i bankunionen. Hvis den Europæiske Centralbank, ECB vurderer, at en bank ikke kan reddes, skal den afvikles. Denne beslutning samt afviklingen kommer til at forestås af en ny myndighed (Single Resolution Board) under EU-Kommissionen med en Executive Director plus fire faste medlemmer samt evt. repræsentanter fra lande, hvor den berørte bank har hovedsæde, filialer og datterselskaber.  
Tabene fra de nødlidende banker skal først og fremmest dækkes af bankens egne aktionærer og kreditorer. Derefter falder regningen på den nationale banksektor med mulighed for at kunne trække på en fælles europæisk fond (Single Resolution Fund), hvis midlerne ikke strækker. Den fælles fond opbygges via indskud fra de nationale banksektorer frem til 2026 hvor fonden kommer til at rumme ca. 410 milliarder kr. Bliver der behov for yderligere midler, vil de kunne tilføres i form af lån fra medlemslandene eller den fælles krisefond, ESM, der får en kapital på ca. 5,2 mia. kr. Det er penge, der skal betales tilbage af den finansielle sektor, så de nationale statskasser og ESM holdes skadesløse.
 Aftalen kommer til at bestå af en forordning, (der allerede er døbt SRM-forordningen). Samt en mellemstatslig aftale om funktionen af Single Resolution Fund, hvis nærmere detaljer EU-landenes finans- og økonomiministre er enedes om at have på plads senest 1. marts 2014.
Den fælles indskydergarantiordning er indtil videre lagt på is.
Hele konstruktionen skal nu forhandles med Europaparlamentet, da reglerne skal vedtages efter en fælles beslutningsprocedure mellem Rådet og Europa Parlamentet.
 Danmark og de øvrige ikke-eurolande har fået en bekræftelse på, at de kan tiltræde aftalen når som helst. Det kræves således ikke, at de tilslutter sig meget hurtigt eller inden for en given frist. Ligeledes er ikke-eurolandene blevet lovet, at det ikke vil stille et land ringere mht. indflydelse, uanset hvornår landet tilslutter sig.
Finansforbundets og FTFs vurderinger
Der er mange elementer, der går ind i vurderingen af, om det samlet set vil være positivt for det danske samfund, bankerne og stakeholderne at indgå i Bankunionen
Den danske fastkurspolitik i forhold til euroen og de danske bankers afhængighed af de internationale markeder gør deltagelse i bankunionen relevant. Det kan muligvis også give negative effekter på omverdenens syn på danske banker, hvis Danmark ikke deltager, såfremt internationale investorer, ratingbureauer mv. opfatter det danske tilsyn som ringere end ECB. Ensartethed i vilkår på europæisk plan gør det mere gennemskueligt og øger mulighed for ligelig konkurrence.
Det kan være positivt med ensartede rammer, der kan give ”level playing field”, men omvendt kan der være ulemper for fx de danske realkreditinstitutter, hvis rammen bliver for snæver for deres virksomhed.
Ligeledes kan der være risiko for, at danske banker kan komme til at ”betale to gange” – først for oprydning efter den danske krise, og så for de svage (syd)europæiske banker. Endvidere er der risiko for uklar ansvarsfordeling mellem Finanstilsynet og ECB, samt at ECB ikke har blik for nationale forhold. Endelig kan det give et demokratisk underskud, at flere politikker flyttes til ”EU-systemet”.
Samlet set er det derfor vanskeligt at et entydigt svar på, om Danmark er tjent med at gå ind i bankunionen eller ej.
Såfremt Danmark vælger at indgå i bankunionen vil det være relevant at sikre, at den danske banksektor ikke kommer til at betale dobbelt, samt at problematisere risikoen for et eventuelt demokratisk underskud. Det er meget vigtigt, at EU-myndighederne er åbne overfor alle relevante stakeholdere. Fx er der en veletableret social dialog mellem arbejdsmarkedets parter og EU-Kommissionen, mens det samme ikke er tilfældet ift. flere EU-organer, der har fået myndighed på det finansielle område, fx ECB.