Overordnet set er FTF tilhængere af at unødigt bureaukrati fjernes og at der skabes gunstige vilkår for de små og mellemstore virksomheder i EU. Det er dog vigtigt at understrege, at disse gunstige vilkår aldrig må ske på bekostning af beskyttelsesniveauerne indenfor arbejdsmiljø eller arbejdsforhold. Det er ikke nævnt med et ord i rådskonklusionerne.
Derudover giver det anledning til bekymring, at man i udkastet til rådskonklusioner flere gange henviser til den såkaldte Top 10 undersøgelse. Det var en undersøgelse, hvor små og mellemstore virksomheder kunne krydse af ved de direktiver de fandt mest byrdefulde. En undersøgelse, der er meget kritiseret – især af europæisk fagbevægelse, fordi man her tilsidesætter halvdelen af arbejdsmarkedets parter og giver virksomhederne en adgang uden om partshøringerne til uden begrundelse at sætte kryds ved alt, der måtte være dem imod uden hensyn til formålet med lovgivningen.
I øvrigt var det i undersøgelsen muligt at afkrydse endnu ikke forhandlede eller implementerede direktiver som særligt byrdefulde. Der kan altså kun være tale om direktiver man forestiller sig vil være særligt byrdefulde. Det er derfor interessant, at der i udkastet på side 4 opfordres til, at medlemsstaterne sikrer at al ny lovgivning, som respondenterne i undersøgelsen regnede med ville være byrdefulde, tilpasses særligt så byrderne på små og mellemstore virksomheder mindskes. Det nævnes ikke med et ord, at formålet med lovgivningen ikke må tilsidesættes og at beskyttelsesniveauerne ikke sænkes. Det er særligt vigtigt, da en stor del af de direktiver, der blev anført som byrdefulde, omhandlede arbejdsmiljø.
I udkastet til rådskonklusioner nævnes endvidere ”gold plating” altså ”overimplementering” af direktiver. FTF vil gerne understrege, at når det kommer til minimumsdirektiver – som eksempelvis arbejdsmiljødirektiver – kan vi ikke acceptere, at man anvender begrebet ”gold plating”, da minimumsdirektiver netop er udmærket ved, at medlemsstaterne blandt andet i henhold til gældende national lovgivning eller tradition frit kan anlægge supplerende krav og kriterier.
FTF vil gerne, som det er gjort tidligere, understrege, at den øgede brug af offentlige høringer, der også lægges op til i udkastet til rådskonklusioner, risikerer at underminere den særlige rolle arbejdsmarkedets parter er sikret jf. traktatens artikel 152 i forbindelse med høringer på arbejdsmarkedsområdet.
For at opsummere ønsker FTF, at støtten til Top 10 undersøgelsen nuanceres og parternes særlige høringsret og inddragelse præciseres, at det slås fast, at begrebet ”gold plating” ikke kan anvendes i forbindelse med minimumsdirektiver og at det klart og tydeligt anføres, at lempelser og fritagelse for regler ikke må ske på bekostning af beskyttelsesniveauerne for arbejdstagerne.